lørdag den 4. april 2015

Hvor mange gange om dagen ringer du da til din mor?

Jeg snakker meget, det gør min mor også. Vi har altid enormt mange historier at fortælle, og vi vil gerne fortælle dem alle på en gang. Jeg ringer til min mor, når jeg har lyst. Det har ført til, at jeg nogle gange ringer 2-12 gange i løbet af en dag, andre gange ringer kun én gang i løbet af ugen. Det er jeg egentlig ikke flov over, det er bare sådan det er. Jeg ringer på alle tidspunkter af dagen, og starter altid med at spørge hvad hun laver. Det virker som om jeg er vildt høflig, og lige vil sikre mig, at jeg ikke har ringet på et dårligt tidspunkt, men altså... ligemeget hvad hun svarer, fortsætter jeg med at snakke. Ni ud af ti gange svarer hun, at hun er på arbejde, og mit svar er altid det samme: "Nå okay. Men det er bare fordi..." og hvis hun er heldig, er samtalen færdig på fem minutter, andre gange tager det 30.


Det er måske ret uhøfligt, men det bliver altså ikke lavet om. Jeg har prøvet (nej jeg har ej). Det kan bare ikke være anderledes. 

Men alle de her historier kan godt gå hen og blive lidt forvirrende. For som i måske nok selv har oplevet, så er der enkelte stikord i en historie, der minder modtageren af historien om ens egen historie, og pludselig bliver der fortalt to historier på en gang, og det er ofte den der råber højest, der vinder fortælleretten. 


For udefrakommende kan det derfor godt være lidt forvirrende at høre på os. For det er en masse halve historier, der på en eller anden måde, efter en masse "hey, jeg snakker nu." og "hvor kom jeg fra?" og "okay, så fortæl det hurtigt, så afslutter jeg bagefter.", bliver samlet og giver meget god mening for os begge. Tilsæt så lige en heftig sønderjysk dialekt, og så kan vi snakke om hvad som helst nord for Kolding og Øst for Lillebælt, uden der er nogen der fatter hvad der sker. 


Vores samtaler kan fortsætte uanset hvad der sker omkring os (og med os for den skyld). Det er derfor ikke unormalt at opleve mig der pludselig rejser mig, og løber væk, mens jeg råber: "Jeg skal skide, men jeg kan sagtens høre dig, bare fortsæt" (Ja undskyld). Og min mor? Ja hun fortsætter jo. 

Det er sikkert en sjovt, forvirrende, dumt og åndssvagt syn for folk udefra, men det har været sådan så længe jeg kan huske, og jeg ville egentlig ikke være foruden det. 

Og mine veninder har også lært og leve med, at jeg engang i mellem, midt i en telefonsamtale, skyller ud i toilettet og siger: "Ja, jeg havde dig altså lige med på toilettet." Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar