tirsdag den 14. oktober 2014

At skide eller ikke at skide..

Vi ved godt alle sammen, at det ikke er vores mest charmerende sider der er de fremtrædende, hvis vi bliver ladt alene i et par timer. Vi prutter og bøvser, og vi (okay jeg) kan blive underligt stolte af en særdeles god udledning af kropslige gasser.


Men i det sekund vi er i det offentlige rum ændres dette - og heldigvis for det. Jeg ved jo godt at sådan nogle ting ikke er særligt charmerende, men det er dog også en funktion der har et formål - du skal jo af med disse gasser og en gang imellem mere end blot gasser.

For når man sådan er nødt til at holde på luften, eller generelt bare holde sig, fordi man er i det offentlige rum, eller fordi man måske er en smule pinligt berørt.. Såeh.. Så kan det godt ende med en alvorlig mavepine, nogle mærkelige lyde fra maveregionen og en enkelt sniger i ny og næ (og de dufter bare aldrig af roser).


Det jeg vil frem til, er, at jeg jo er rykket til Irland for en stund, og jeg er kommet i en ikke uvant situation; nyt land, nye mennesker og ny uddannelsesinstitution. Med dette følger også nye toiletter. Jeg vil vove at påstå, at det nok ikke kun er mig, der har det lidt svært med længerevarende toiletbesøg på fremmede/offentlige toiletter. 


Jeg taler selvfølgelig ikke om de toiletter, hvor du lukker en dør og der er en form for lydisolering. Den slags toiletter hvor væggene går hele vejen ned og op, og døren lukker til. Jeg taler om de toiletter hvor man sidder på en pæn række, og naboen kan se dine ben - den slags toiletter hvor man kan høre naboen trække vejret. 

På de toiletter er det altid en smule ubehageligt, for man kan jo høre alt hvad der sker omkring en, og det betyder at andre også kan. Egentlig ville det være bedre hvis vi alle larmede ad helvede til, når vi sad på tønden, således at man ikke nødvendigvis hørte prutterne og de plask der kom fra nabobåsen. 


Hvis i er med så langt, så har i forhåbentlig forstået nu, at jeg har lidt svært ved at komme til pointen. Det er fordi jeg prøver at tale pænt og holde et vist niveau, når nu jeg har valgt et lidt klamt emne. Det jeg prøver at sige er vel egentlig bare, at det er pisse hamrende svært at lave nummer to på et offentligt , eller nærmere delt (og nyt), toilet, især når det er i en bygning hvor du har din daglige gang. 

Men som så meget andet så handler det bare om, at al begyndelse er svær. Når først du har pustet grise op (hvis i vil tillade mig at citere The Julekalender) første gang i en ny bygning, eller rettere på et nyt toilet - så har man ikke pludselig ikke de store bekymringer ved at ordne sådanne sager længere. Men så starter du pludselig på en ny skole, et nyt arbejde eller lignende, og der er den så igen - dit (mit) private Mount Everest - den nye toiletbås. 

Med tiden har jeg lært, at det er bedst at få sådanne forhindringer/udfordringer overstået med det samme, eller i hvert fald så hurtigt som muligt. Hvis du ender med at slå en ordentlig brandskid midt i dit forehavende, vil jeg dog råde dig til at blive siddende lidt længere - det er bare ikke sjovt når det er  åbenlyst (eller også kan du håbe på at nabobåsen prutter lige så meget, som det var tilfældet på universitetet her i Irland). 




1 kommentar:

  1. Smukt, simpelthen smukt! Bare få det overstået, så kan du slappe af bagefter. Den pointe kan bruges i ufattelig mange sammenhænge.

    SvarSlet