torsdag den 10. juli 2014

Oh Shit

Jeg vågnede i morges og havde en mærkelig mavefornemmelse. Jeg følte, jeg havde glemt noget vigtigt, overset en vigtig detalje eller måske brugt alle mine penge i søvne.

Følelsen blev ved her op af formiddagen. Jeg kunne ganske enkelt ikke slippe tanken om, at der var en eller anden vigtig detalje jeg havde glemt, ikke taget stilling til, eller bare overset.


Jeg begyndte naturligvis at kigge alle mine to-do lister igennem (dem har jeg mange af), men alt var tjekket af - og de ting der ikke var, er ting der først kan ordnes i næste uge eller senere. 

Det var på det tidspunkt, jeg besluttede at lade den ligge. Det kunne jo ikke være vildt vigtigt, hvis det var så umuligt at huske. Jeg slog det hen med den sætning jeg altid siger til mig selv i de situationer: "Slap af Heidi, du er lidt en idiot nogen gange." 

Og så ramte det mig. Jeg vidste præcis hvad problemet var. 

Jeg skal flytte. Sådan rigtig flytte. Til et andet land, hvor jeg ikke kender nogen - eller min fætters ekskæreste, som jeg har mødt én gang og ikke kan huske hvordan ser ud, bor der vist nok også - og jeg skal gøre det helt alene. 

Jeg er 26, i teorien er jeg vel voksen, jeg er i hvert fald ikke et lille barn længere. Men det er nu alligevel lidt skørt det hele. Man skal bare lige rykke det hele op med rode, og så håbe på det hele står når man kommer hjem igen. 

Altså misforstå mig ikke; jeg glæder mig. Men jeg er faktisk også lidt skræmt ved tanken. Hvilket egentlig er skørt, for jeg har gjort det før, da jeg rykkede til en lille forstad lidt udenfor London, og så endda kun med en uges varsel. 

Men det er jo nok det der er problemet. Denne gang har jeg tid til at forberede mig ordentligt. Jeg har tid til at overveje alle scenarier og alt det der kan gå galt. 

Ser I, nok er jeg ret urealistisk fra tid til anden, men jeg har selvindsigt nok til at vide, at jeg ikke er decideret 'likeable'. Jeg giver aldrig det bedste førstehåndsindtryk, fordi jeg er sgu lidt.. lad os sige.. Voldsom. 

Jeg kan ikke, uanset hvor meget jeg gerne vil, bare holde min kæft. Jeg er ikke hende der bare sidder i hjørnet og observerer masserne, og først slår til når jeg har fundet ud af hvor min plads er. Jeg er måske lidt højrøstet (men det har altså ligeså meget at gøre med, at jeg ikke hører så skide godt på venstre øre, og hvis jeg ikke taler i mit normale toneleje (som har vist sig at være ret højt) så kan jeg ikke høre mig selv), jeg har ikke rigtig noget filter, og jeg har en meget sort form for humor. 

Det er ikke altid at det falder i god smag. Jeg har lært, at jeg bare skal blive ved, for på et tidspunkt varmer folk over for mig, og så er alt godt. Men jeg ved også, at den første måned eller to med nye bekendtskaber, bliver lidt af en prøvelse. Og det er sådan set fint nok, for jeg har jo ligesom lært, at sådan er det bare når det kommer til mig. 


Men altså jeg gider jo ikke sidde i et fremmed land, og skulle vente på at folk varmer op over for mig. Så det er dét der er mit problem her til morgen. Den der fandens usikkerhed. 

Bliver jeg ensom?
Er der overhovedet nogen der vil kunne lide mig?
Vil mine kommende roomies hade mig?
Faktisk bunder det hele nok bare i den gode gamle:
Er jeg god nok?


Og hey, det er jeg sgu! Jeg har store planer for Irland. Jeg tager landet med storm, og der vil være landesorg når jeg rejser hjem igen. Jeg finder en flot rødhåret irer der hedder Declan, som ejer en pub og kommer til at forgude den jord, jeg betræder. Jeg bliver bedste venner med hele universitetet, får 12-taller hele vejen igennem, og underviserne vil begræde tabet af verdens bedste studerende når jeg tager hjem. 

Fordi jeg kan godt være ret fantastisk.. På min egen ucharmerende, forskruede, højtråbende, filterløse, havnearbejder måde. 


Jeg bøvser også ret meget faktisk. 






4 kommentarer:

  1. Jeg synes du er helt fantastisk! <3 (og det tog mig kun ca et halvt år at indse det ;))
    - du kommer til at gøre det godt!

    SvarSlet
  2. Haha, sådan, Heidi!! :)
    Helt stakler agtigt har jeg fulgt lidt med her - og fandens godt indlæg. Er sikker på at du nok skal klare dig fantastisk i Irland (og finde Declan - crossing fingers!) og ikke mindst også når du kommer hjem. For for pokker du har drive ;) Fik ikke sagt helt ordentligt farvel, men håber du kigger forbi foreningen igen - jeg skylder vist også en smøg eller to ;)
    Held og lykke!
    Kh Mie Angelo

    SvarSlet