søndag den 27. juli 2014

Mit mellemnavn er "Akavet"

Min blog er ikke særlig stor, det er jeg godt klar over - men vi har da rundet det trecifrede læsertal (tak for det i øvrigt). Bloggens forholdsvist lille størrelse gør også, at jeg ikke regner med at rende ind i jer læsere, når jeg begiver mig rundt i det danske land.

Jeg tror fuldt og fast på, at mine læsere kun er venner, bekendte og familie, så jeg altså ikke behøver at bekymre mig om at møde eventuelle læsere rundt omkring - eller rettere: det troede jeg.

Indenfor de sidste par uger, er det alligevel sket et par gange, at jeg sådan er rendt ind i én af jer, der sidder der bag skærmen. Og det er da virkelig fedt, når der sådan er nogen der fortæller en, at man er "pisse sjov", "god underholdning", "dejligt sarkastisk" og "nede på jorden" (Ja dette er en blanding af citering og pral - so shoot me).

Men mit problem er, at jeg altså ikke er særlig god til de her møder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal gøre af mig selv, og jeg ved da slet ikke, hvor længe det er meningen at jeg skal blive hængende hos mine nye venner - for sådan ser jeg det altså; hvis du stopper mig på gaden, siger du læser med og synes jeg er sjov, så er vi venner-ish.

For som jeg skrev for noget tid siden, så er jeg sådan helt generelt ikke hvad man vil kalde "likeable". Oveni det kommer så, at jeg egentlig heller ikke er særlig flink, og med "ikke særlig flink" mener jeg, at jeg jo ikke ligefrem har noget filter, heller ikke overfor fremmede mennesker. Og hvis de her fremmede mennesker samtidig siger "det er næsten som at jeg kender dig efter at have læst din blog", så går jeg automatisk i fullblown havnearbejder-mode, fordi jeg tænker at vi nok har overstået den inkuberingsperiode på et par måneder, mig og min personlighed normalt kræver.

Hvis du så også tilsætter en lille promille (okay, som oftest en ti hestes brandert), så bliver alle de her ting meget overdrevede, og jeg ved det godt - men jeg kan ikke stoppe det. Og så er det at jeg ser mig selv skynde mig væk, som jo egentlig er ret uhøfligt, når der lige er nogen der har sagt at de læser med, og synes det er god underholdning. Men sagen er den, at jeg var pisse bange for at skræmme den læser væk, fordi jeg på det tidspunkt var nødt til at bruge utrolig meget energi på ikke at vælte, samtidig med jeg prøvede at finde de venner jeg egentlig var blevet væk fra, men jeg ville jo også gerne høre hvad hun havde at sige. Så jeg har på fornemmelsen at jeg skelede en hel del, lavede nogle mærkelige ansigtsudtryk og lignede en der hellere ville være alle mulige andre steder.

Den bliver aldrig gammel.
Så kære læsere, stop mig endelig hvis i ser mig på gaden, i toget, på en bar, i et lyskryds eller hvor i nu kan tænkes at rende ind i mig. Men overvej det lige en ekstra gang, for jeg har på fornemmelsen at jeg er 100 gange bedre på skrift end i virkeligheden.

For fanden altså. Undskyld (hvis i da stadig læser med).


6 kommentarer: