onsdag den 23. april 2014

Den Sønderjyske Farm, Erling Jepsen

Jeg er muligvis en smule forudindtaget, når jeg sådan giver mig i kast med en Erling Jepsen roman. Jeg er jo selv sønderjyde, og jeg har måske hentydet en lille bitte smule til, at jeg er meget imponeret over Erling Jepsens person og forfatterskab (bare lidt, ik).


Den Sønderjyske Farm står som en selvstændig fortsættelse til Kunsten at Græde i Kor og Med Venlig Deltagelse, det er altså ikke en nødvendighed at have læst de to bøger, som jeg netop sagde til Gitte instagram, gør det måske endda bogen mere 'spændende', fordi der netop vil være den såkaldte isbjergseffekt; vi får det vigtigste at vide, resten står (ret tydeligt) mellem linjerne. 

I Den Sønderjyske Farm er Allan blevet voksen, og ser tilbage på en særlig begivenhedsrig sommer i den sønderjyske by, Gram. Det var sommeren hvor han blev 13, lurede på nabodatteren, kom i alskens problemer og blev fredløs på grund af hans far, alt imens han drev en vaskeægte kaninfarm i baghaven. 

Allan lever egentlig et ganske normalt liv. Hvis man altså ser bort fra, at hans far jævnligt truer med at begå selvmord og tager jagtgeværet med ud i skoven for at det virker mere seriøst, at hans mor er halv tysker, og gift med en mand der hader alt tysk. Man bør nok heller ikke nævne 'det med Sanne', og det er egentlig heller ikke fordi det går skide godt med farens butik, og faktisk er der heller ikke særlig mange i byen der gider snakke med Allans far, og da der først dukker en neger op i byen, og Allan sådan set er den eneste hun taler med, så bliver det hele pludselig lidt mærkeligt. 

Men det er der selvfølgelig ingen der taler om, for i Sønderjylland er det nemmere 'at tænke sit', og hilse pænt og sige 'mojn' på gaden. 

Jeg skribler løs i de bøger, jeg er allermest glad for.
I de tidligere romaner om Allan, fortælles der også ud fra Allans synspunkt; men en ung Allan. Nu sidder Allan i København og kigger tilbage på hverdagen i Gram. Han krydrer det hele med refleksioner fra nutiden, og kommentarer til de begivenheder der virker mest usandsynlige; for som altid, er det det mest utrolige, der er sandt. 

Det er en samfundskildring af Sønderjylland i 60'erne. Et tidspunkt hvor alt forandrede sig, fornyede sig og blev større og bedre; bare ikke Sønderjylland. For her er det ikke nødvendigt med så meget. Man slår ikke tingene så stort op, og stolthed skiftes ud med taknemmelighed, selvom der ikke er så mange der ved hvad de skal være taknemmelige for, det meste har man jo arbejdet sig frem til.
"Der var mig bekendt ingen elever, der turde spørge, hvad det egentlig var, man skulle være taknemmelige for. Det måtte man selv tænke sig til. Og netop denne evne, ikke at spørge, ikke at tænke højt, men i det stille 'tænke sit', var en evne, der var højt udviklet hos os alle." 

Erling Jepsens sprog er legende let, men på samme tid utroligt nuanceret. Historierne ruller ud af ærmet på ham, og man er aldrig helt sikker på om der er tale om fiktion eller ej. Og jeg har på fornemmelsen at Erling også selv kan være i tvivl en gang imellem.
Det er den ene anekdote efter den anden, bundet op omkring en historie om en 12-årig kaninfarmer, der er skide professionel, men også synes hans kaniner er det sødeste på denne jord, og nynner i god tid inden han nærmer sig buret, for de skulle jo nødig blive forskrækkede (så får de tyndskid). 

Erling Jepsen kan fortælle en god historie, også selvom den faktisk er ret sørgelig. Han gør det med en let mine, ironisk distance og et barnligt sind, og således virker det hele ikke så galt. For hvis Allan klare det, så kan vi andre også. Så skal det hele jo nok gå. 

Læs den hvis du er glad for Erling Jepsen. Læs den hvis du kan tåle en hård historie, fortalt med et glimt i øjet. Læs den fordi det regner. Læs den fordi solen skinner. Læs den nu bare. 

Men læs den med en kaffepunch ved siden af dig, så kommer du automatisk i sønderjysk stemning.
Og husk nu: "Sinne mæ æ vinne, dæ æ æt nau grund tæ å taj æt så tung:" 


          

1 kommentar:

  1. hahahah jeg elsker billederne til sidst ;)
    Må se at få den læst - den står bare herhjemme på hylden og glor på mig! :D

    SvarSlet