søndag den 30. marts 2014

Jeg er ikke bitter


Jeg ved, jeg ikke er den eneste der har en venneliste på facebook der er spækket med "venner". Der er folk, jeg ikke rigtig snakker med længere, og måske ikke engang ville hilse rigtigt på, hvis jeg mødte dem på gaden. Der er folk, jeg ser dagligt og elsker at se opdateringer fra. Der er et par ekskærester hist og her, som jeg er på rimelig god fod med. Og der er, hvad jeg kærligt kalder, 'mine bedste venner'.

'Mine bedste venner' er de folk jeg ikke rigtig snakker med længere, fordi jeg ikke gider. Men jeg nægter også at slette dem fra min venneliste af mange forskellige grunde. Nej, faktisk kun af en eneste grund.

Jeg. Er. Meget. Sejere. End. Dem.

Det kan være de forfærdelige kællinger fra folkeskolen, som gjorde mit liv til et helvede (og nød det), som nu ikke rigtig kan finde deres ståsted i livet, eller måske bare er endt et lidt uheldigt sted, og har taget til takke med det. 
Det kan være en person, som man aldrig rigtig har brudt sig om, men man rendte altid ind i vedkommende, og vennekredsen er den samme, så man er venner på facebook af pligt, høflighed og, vigtigst af alt, nysgerrighed. 
Der er også enkelte mennesker som jeg udelukkende beholder på listen, fordi de altid sørger for (ganske uvidende) at jeg har noget at snakke med min mor/gamle folkeskole veninder/nye veninder/den gamle mand ved bussen om. 
Det kan også være en person som tidligere har pisset dig voldsomt op og ned ad ryggen, og du har aldrig lagt skjul på, at du ikke rigtig gider snakke med vedkommende mere. Men du nægter også at slette dem fra din venneliste, for du vil frygtelig gerne have at de ser dig have det godt - uden dem i deres liv. Samtidig er du nået til den konklusion, at skal venskabet afsluttes sådan helt 'facebook-officielt', må det da for helvede være vedkommende, der skal have 'fornøjelsen' af at indse, at vedkommende har været jordens dårligste ven - og dermed trykke 'slet', og se venskabet forsvinde ud i det sorte hul der er, internettet. 

Altså, jeg er ikke bitter eller noget. 

Selvfølgelig er der (som jeg allerede har nævnt) også en ekskæreste eller to, at finde på min venneliste. Men det er alle sammen ekskærester som jeg er på nogenlunde god fod med... Troede jeg. 

For nylig opdagede jeg, rent tilfældigt, at én af de ekskærester, jeg troede, jeg var på god fod med, havde slettet mig fra sin venneliste. Og det er da også alt sammen meget fint, så meget snakker vi jo heller ikke sammen, han bor trods alt rigtig (som i R I G T I G) langt væk, og jeg ser ham aldrig. Det er jo heller ikke fordi vi har noget til fælles, og vi kender jo heller ikke hinanden længere. Så det er da helt okay at han har slettet mig fra sin venneliste - hvis man altså ser bort fra det faktum, at han knuste mit hjerte, mens jeg befandt mig i et andet land, sammen med ham, og først havde flybilletter til en uge senere, og det derfor måske havde været fair, hvis det var mig der kunne slette ham, og lade internettet æde vores venskab og mindet om ham op.
Men jeg er ikke bitter, nej da. 

Moralen? Tjo.. Sørg for at slette 'dine bedste venner' fra din venneliste, før de sletter dig. Eller vær lidt mere voksen end mig, og lev med, at folk forsvinder ind og ud af dit liv. Men altså.. Det er nemmere bare at slette dem først.


4 kommentarer:

  1. Oh no he did not :-) han kommer vel ikke d. 10.?

    SvarSlet
  2. Tsk, altså! Min svigerinde har også slettet mig på Facebook. Og blokeret mig - jeg er nok bare ikke den voldsomt populære type (men jeg kan stadig stalke hende på Instagram, ha!).

    SvarSlet
    Svar
    1. Din svigerinde!? Wow.

      - Jeg er så også blevet blokeret af ham på IG - ved ikke lige hvad der sker, men det er fint. tsk.

      Slet