onsdag den 8. januar 2014

Ikke så stupide nytårsforsætter for 2014

Min erfaring siger mig, at jeg ikke reagerer særlig godt på ordet "skal". Min indre teenager gør oprør, og pludselig råber jeg "der er fandeme ikke nogen der bestemmer over mig!", også selvom det er mig selv der giver ordren. Så i år lister jeg ting op, jeg gerne vil, og områder hvor jeg gerne vil udfordre mig selv (wow, det lød som om jeg har haft en personlig coach på). Så, i 2014.. 

.. vil jeg gerne:

- Stoppe med at ryge 

Nu skal det være, sagde hun for ottende (eller flere, jeg er stoppet med at tælle) gang. Men seriøst, nu skal det være. 

- Komme i bedre form 

Jeg er allerede gået i gang. Jeg er ikke medlem af et fitnesscenter (endnu), men jeg har været ude at løbe, og jeg er gudhjælpemig begyndt på en squat/mavebøjning/planke/alt muligt andet-challenge. 

- Læse meget mere end jeg gjorde i 2013 

En litteraturstuderende uden læselyst er som video uden pizza min lille søde señorita.

- Se minimum 20 film i biografen. Sidste år nåede jeg 17 - så det burde kunne lade sig gøre.

Hvis jeg vinder i lotto/får en sponsor/involverer mig med en sugardaddy håber jeg på 50. 

Jeg har netop vundet et par fribilletter, så de første tre film er på plads, den første film er blevet set, i aften skal jeg til forpremiere på 'Wolf of Wallstreet' (Hello Leonardo) og der er to andre aftaler på plads - så mon ikke jeg hæver tallet meget snart. 

- vinde i lotto, flytte, tjene en million, giftes med Joseph Gordon-Levitt.

.. jeg udfordrer mig selv til: 

- Ikke at købe flere bøger, før jeg har læst halvdelen af de bøger, jeg endnu ikke har fået læst og som fylder i reolen. Av. 

Dette gælder ikke gaver og anmeldereksemplarer - det kan jeg jo ikke rigtig styre, vel? 

I kan bare maile mig, hvis i føler for at sende en firkantet pakke - så skal i nok få adressen. Ikke noget problem.

- Få flere af de mange historier i mit hoved ned på skrift, og dele dem et eller andet sted. 

Jeg sagde det samme sidste år, men nu prøver vi igen. 

- (and the big one) Kun at købe 'nyt' tøj i genbrugsforretninger. Gisp. 

Læg venligst mærke til, at der her ikke nævnes sko og støvler, de må gerne købes fra ny. Dog er der to undtagelser; det er tilladt for mig at købe ny kjole til min storebrors fødselsdag og min venindes bryllup; skulle det blive nødvendigt. Ligeledes er det tilladt at købe undertøj og strømper. Og så mangler jeg virkelig et par nye jeans - men så er det også slut. Ama'r halshug! 

Og hvis nu jeg smider en masse kilo og skrumper flere størrelser i takt med at det der 'komme-i-form'-hejs, så skal jeg altså have nogle bukser der passer. Men så er det også det. Sgu!

Listen er ikke ligeså lang som sidste år, men den er bedre (hvis jeg altså selv skal sige det). Kryds fingre, og doner jeres aflagte læderbukser og lækre kjoler til mig (jeg er en størrelse 38/40). Så skal det hele nok gå.  

Desuden er jeg også ret glad for mig selv, som jeg er-ish.

Update: Og selvfølgelig: Flere mænd, tak. 



6 kommentarer:

  1. Held og lykke med bogkøbestoppet - det er ligesom rygestop, man skal lige over de første par uger, og så når du falder i, falder du i med at brag (taler af erfaring - jeg havde ikke, gentager, ikke råd til den amazonpakke der står på mit stuegulv. Men jeg er nu glad nok alligevel :o))

    SvarSlet
    Svar
    1. Heldigvis er der mange og gode bøger jeg mangler at få læst, så jeg tror faktisk at det nok skal gå. Desuden er det god motivation til at få læst hurtigt; jeg savner nemlig amazon!

      Slet
  2. Uha det er mange nytårsforsætter… jeg håber, det går rigtig godt med dem.

    Jeg er helller ikke god til det der "skal", og slet slet ikke, når det er kedelige fornuftige voksenting. Derfor er jeg begyndt at lave nytårsforsætter, der er mere gulerod end pisk.

    Som fx det her: købe kvalitetstøj, der er stilet og voksenflot - ikke flere impulskøb af t-shirts med ironiske print. Det er jeg ved at være for gammel til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sidste år var der mange flere - så det her er langt mere overskueligt.

      "Skal" er et latterligt ord som kun skal bruges af mødre og chefer (og politiet) - jeg håber det hjælper mig med mine forsæt.

      Den er god, den med kvalitetstøj - jeg er bare alt for glad for ironiske print, så den slipper jeg nok aldrig helt :)

      Slet
  3. Åh Leonardo, den dejlige og flotte mand!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, skønne mand: som spiller et massivt røvhul i den film - han er fantastisk!

      Slet