mandag den 27. januar 2014

Film: One Chance

Jeg tror ikke det gik manges næser forbi, da Paul Potts vandt 'Britain's Got Talent' i 2007. Han var en af de deltagere, man ikke forventede så meget af - hvis man kun kiggede på hans ydre (sad business), men da han åbnede munden og sang, tabte selv Simon Cowell kæben.


Manden kunne, og kan, synge! Og så lød det endda rigtig godt. Så godt, at han senere har sunget for dronning Elizabeth og har udgivet flere succesfulde album. Manden havde rigtig nok et talent, men han har ikke haft det nemt.

One Chance fortæller historien om Paul Potts' vej til 'Britain's Got Talent', og den vej har ikke været nem.

Det er den typiske fortælling; Paul er tyk og han bliver mobbet. Han er genert af natur, og han har svært ved at få venner. Hans største drøm er at synge, og helst opera. Han er god til det, og får muligheden for at synge for sit store idol, Pavarotti. Men Pavarotti skyder Pauls drømme i sænk, og han vender tilbage til sit job ved Carphone Warehouse.


Men det er ikke kun den historie vi får fortalt. Filmen dækker alle Pauls op- og nedture, også de nedture han selv kunne have kæmpet sig ud af. Det er en hudløs ærlig fortælling, og vi erfarer således at den kære Paul var jomfru indtil sin bryllupsdag, at han var begravet i gæld, og at han i et par år, var en rigtig dårlig ægtemand for sin kone, Julie.

Da jeg så at denne film var en del af Biograf Klub Danmarks program, blev jeg en smule skuffet. For helt ærligt, hvem gider se sådan en film? Hvad skal vi med sådan en film, og er hans liv overhovedet interessant nok?


Jeg må bøje mig i støvet; filmen er så sød og rar. Paul Potts' liv er som taget ud af en vaskeægte feel-good film. Hans liv er lavet til at blive filmatiseret. Det er sgu da et ret fedt lod i livet: "Du er skabt til at synge opera (og vinde 100.000 pund), og så er dit liv faktisk også en film waiting to happen."

Paul Potts spilles, ganske fremragende, af James Corden. Hans kone, Julie (Julz), spilles af Alexandra Roach. Derudover ses Colm Meaney i rollen som Pauls far, og selveste Julie Walters spiller hans omsorgsfulde mor (en rolle hun er hjemmevant i, eftersom det er Molly Weasley vi har med at gøre). Og så gør Mackenzie Cook det aldeles fremragende, som Pauls rollespils fanatiske ven og kollega, Braddon.


Jeg er, ganske uventet, gået hen og blevet meget begejstret for denne film. Jeg var afsted med min allerbedste biobuddy, C, og målt i kropskontakt mellem os, var denne film en af de bedre. Vi har det med at kramme meget, holde i hånd og læne os op af hinandens skuldre når vi er i biografen (også når vi er afsted med C's kæreste, yndlingssvenskeren). Og igår aftes sad vi nærmest på skødet af hinanden, eller jeg sad på skødet af C. Jeg greb hendes hånd, jeg aede hendes skulder, jeg klemte hendes hånd og bandede det skide armlæn langt væk. Alt det tyder på én ting: Jeg kan kun give denne film mine varmeste anbefalinger. Den er så sød.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar