torsdag den 2. januar 2014

En lille nytårsquiz

Faktisk er det ikke en quiz, for I får svarene med det samme, men altså.. hvad filan skal det ellers kaldes? 

1. Hvor mange gange kan SU fucke op, og lægge Heidis økonomi i ruiner? 

8000 milliarder gange, for at være helt præcis. Det har medført at jeg ikke har fået SU siden november - en SU som de indtil fornyligt, mente jeg skulle betale tilbage. Jeg er rasende, men har nu fået lovning på udbetaling i løbet af januar.. men så igen, jeg fik også lovning på at jeg ville få penge engang i december. Jeg forventer intet. 


2. Hvor mange gange kan Heidi stoppe en slåskamp nytårsaften? 

Én gang. Der er nu ikke særlig meget heltedåd over det. Jeg var på vej hjem, og så en slåskamp midt på vejen. Jeg prøvede, kujonagtigt, at liste ligeså stille uden om. Men jeg kunne have sagt mig selv, at part 1 ville skubbe part 2 ind i mig, så jeg fløj af min cykel. 
De hjalp mig begge op igen, og ville tilse min cykel: "Hallo mand, schdet sckan jo schvære at schder er schket noget med den." 
De blev gode venner henover min cykel, da de sammen konstaterede at der ikke var sket noget, og at min cykel bare er livsfarlig i sig selv. 

Jeg har stadig ondt i mit knæ. 


3. Hvor mange liter vin kan Heidi drikke, uden at få tømmermænd? 

Uendelige mængder åbenbart. T kunne fortælle mig, at jeg havde tømt (næsten) hele vores lager af vin, som vi lykkeligt slæbte rundt på nytårsaften - det var et ret stort lager, og jeg huggede også en af de gode flasker til festen. 

Oh well.. 


4. Hvor mange skønne mænd, kan Heidi møde nytårsaften, som rent faktisk var rare at snakke med, og som fik hende til at grine og var ret sød at kigge på.. og som viste sig at have en kæreste? 

Én. Odense er alt for lille. 


Jeg troede, jeg havde flere spørgsmål. Faktisk kaldte jeg dette indlæg for 'tip en 13'er' i første omgang. Men det er vel 'tip en 4'er.. eller nej, for der er jo ingen valgmuligheder. Det er ikke engang en quiz, det er mere random facts agtigt. Nej sgu.. Det er verdens nemmeste quiz. 

Jeg er træt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar