mandag den 2. december 2013

Grænsehandel 101

Eftersom jeg er født og opvokset i Sønderjylland, har jeg været i tilbuddenes mekka mange gange. Fleggaard, Calle, Otto Duborg og dets lige, er blevet besøgt af mig flere gange end mine bedsteforældre. Jeg nægter stadig at købe alkohol og andre "grænsevarer" i Danmark (med mindre det virkelig er strengt nødvendigt), for jeg kan jo bare vente til, jeg besøger min mor, og tage et større og billigere læs med hjem. 

Det har også ført til, at jeg har nogle ret gode tips til de mindre garvede grænsehandlere. Og jeg har ligesom lagt mærke til, at der er rigtig mange der gør deres (mad) juleindkøb syd for grænsen, så her kommer en guide til at få mest muligt ud af din grænsehandeloplevelse. 

1. Det her er faktisk den vigtigste. Lad være med at køre derned i den første weekend i december (en regel jeg selv brød igår), undgå også den sidste weekend inden d. 24. december. Så vidt muligt er det faktisk en rigtig god idé at tage afsted på en helt almindelig hverdag. Men hvis det ikke er muligt, så lad være med at komme i grænsehandlens myldretid: 11.00-18.00; det er et stort tidsrum, men butikkerne har åbent til kl. 22.00 og i julemåneden lukker de vist endnu senere.
Hvis du trodser denne regel, vil jeg ikke høre noget brok, når køen til samtlige kasser starter i den anden ende af butikken, og du bruger 45 minutter på at finde en parkeringsplads, og du bliver kørt ned af vildfarne indkøbsvogne. Du vil sikkert også blive torpederet af nogle børn, hvilket bringer mig til næste punkt. 

2. I december er det en virkelig dårlig idé at tage dine børn med. Jeg ved godt, det ikke altid er muligt at finde pasningsmuligheder, men så må der noget samarbejde til, enten bliver en part hjemme med børnene, og den anden tager en ven med over grænsen i stedet. Eller også må i vente til børnene er store, for de fatter ikke en skid i sådan en grænsehandel, desuden bliver de væk, som i virkelig væk. Også selvom de er afsted med deres mor, og er 26 år gamle (true story). 

3. Sig undskyld! Hvis du jorder en anden kunde med din vildfarne indkøbsvogn, så sig undskyld. Det var jo ikke med vilje og du havde sikkert bare en dårlig indkøbsvogn, men du kan ikke bare grine og trække på skuldrene, når du har smadret en fuldt læsset indkøbsvogn op i knæhaserne på en fremmed.

4. Hvis vi fortsætter med indkøbsvognene. Når hele Danmark beslutter sig for at handle i Fleggaard, vil der ikke være så mange indkøbsvogne tilbage. Gør dig selv en tjeneste, og tjek de mennesker der kommer ud af butikken. Hvis det ligner at de kan styre deres indkøbsvogn, så er det ikke fordi, de har specielle evner, det er fordi de har fundet en god indkøbsvogn. Det er cirka 50/50 med de indkøbsvogne; den ene halvdel har fået smurt hjulene og er helt perfekte, den anden halvdel er livsfarlig. Det er bedre at vente 5-10 minutter på den gode indkøbsvogn, end det er at skynde sig ind i butikken. 

5. Udfyld din eksporterklæring med det samme. Du er pissehamrende træls, og vil få sure blikke, hvis du bremser hele køen, fordi du har glemt din eksporterklæring. Det er ikke et nyt fænomen med den erklæring, det er sådan det er, og du bør udfylde den ved det første bord i butikken. Tak. 

6. Hvis du har en lillebitte bil, så lån en større. Du kommer hurtigere hjem, og du skal ikke lege tetris midt på P-pladsen. Hvis du derimod tager en trailer med, så bare giv los, men parker lige lidt væk fra indgangen, det skidt fylder sgu. 

7. Parker ordentligt! Når der er mange mennesker over grænsen, så er der også mange biler. Så hvis du tænker "jeg holder kun lidt skævt, det går nok", så går det altså ikke. Du fucker hele parkeringsmatrixen op, og der er 50% større chance for at din bil er ridset/bulet når du kommer ud. 

8. Kig dig for. Selvom jeg opfordrer til at lade børnene blive hjemme, så er der rigtig mange børn der. Derudover er der også 800 andre mennesker, som heller ikke er interesseret i at blive kørt ned af dig. Det nytter ikke at køre med 25 km/t på parkeringspladsen (faktisk skal du ikke køre så hurtigt på nogen parkeringspladser), få bæstet ned i første gear, og kig dig for. 

9. Hvis du skal have mere end 9 (eller er det 12) kasser af den samme slags øl/sodavand/cider, så kan du bestille det på lageret, og få en seddel med op til kassen, Du betaler (og slipper for at køre rundt inde i butikken med alle de kasser), og henter dine varer ved vareudleveringen i stedet. 

10. Når der står maks 3, 5, 10 eller lignende per kunde, så mener de det altså. Lad nu være med at prøve, for køen ved kassen bliver bare længere og kassedamen er ikke længere flink. Stop dig selv, ingen har brug for så meget bernaisesauce. 

11. Almindelig sund fornuft og gode manerer er en skide god ting. Lad nu være med at være et røvhul, der er ingen der nyder at stå som sild i en tønde med 800 fremmede mennesker, men du behøver ikke være en nar. Sig undskyld (det skal siges mange gange), smil og ryk lidt til højre hvis du kan se der er nogen der vil forbi. Det er ikke så svært. 

12. I juletiden er der rigtig mange der fylder en bus eller to, og kører i samlet flok. Hvis du kører ind på parkeringspladsen lige efter en bus, så kan du med fordel vente stormen af på den nærliggende grillbar. Køb en karry wurst eller lignende, du vil takke dig selv for det senere. 

Held og lykke, og glædelig jul. 


Billeder lånt fra politiken.dk




12 kommentarer:

  1. Åh jeg har dælme også været et smut forbi grænsen mange gange da jeg boede hjemme. Sprut i Danmark er sq så dyrt, tsk tsk!

    Nr. 9 kendte jeg dog ikke til, den vil jeg lige noterer og give besked til de gamle ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Giv endelig tippet videre, det er også meget nemmere at styre vognene uden alle de kasser :p

      Slet
  2. Du har så evigt ret! :D Grænsehandel kan altså nogle gange være noget af en opgave, når der er masser af mennesker, jeg er også blevet nærmest kvæstet flere gange pga. underlige mennesker, der ikke kan styre deres vogne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også engang forstuvet foden. Man burde skulle have kørekort til de vogne.

      Slet
  3. Det er ret sjovt at læse om, for det er bare en verden jeg ingen erfaring har med! Som indre Københavner uden bil består grænsehandel af at købe lidt ekstra slik når man tager færgen til Malmø :D Som barn (inden de kom til DK) var jeg SÅ benovet over dåsesodavand! Det var SÅ cool hvis der var nogen, der havde den slags med i skole... :) Store sager!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha at være benovet over dåsesodavand - det er alt for fedt :)

      Slet
  4. Jeg anbefaler rent faktisk at køre ind til Flensborg og så rippe en Aldi, Sky eller deslige, hvis man skal have andet en palle-mængder af øl. Der er virkelig mange penge at spare på ting som fx nødder og chokolade. Og hvis man alligevel er dernede af... ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret! Det glemte jeg at skrive :)

      Slet
  5. Mmmmh. Billig-øl-orgie <3

    - Anne

    SvarSlet