fredag den 15. november 2013

Opfindelsen af Hugo Cabret, Brian Selznick

Jeg elsker film, jeg elsker bøger og jeg elsker ting der på en eller anden måde, får inkorporeret de to ting - på fancy akademiker sprog, hedder det vist flermedialt, jeg kalder det en kombi.

Jeg fik ikke købt særlig meget til bogforum, en halvtom konto, et mærkeligt SU-system og alt for høje priser hos Gyldendal, gjorde at jeg kom hjem med kun to bøger, og den ene fik jeg endda gratis.


Opfindelsen af Hugo Cabret er en hyggelig og fin bog. Halvdelen af bogen består af tegninger og billeder, så den kan virke hurtig og nem at komme igennem, og det er den i og for sig også. Men tegningerne er en vigtig del af historien, og hvis du springer let hen over dem, vil du pludselig befinde dig et helt andet sted i historien, uden at ane hvordan du endte der.



I bogen følger vi Hugo, en lille dreng, der i en alt for tidlig alder har mistet sine forældre, og derfor bor hos sin onkel, som desuden også er forsvundet. Hans liv går med at passe urene på togstationen i Paris; han overlever ved at stjæle til dagen og vejen i Paris, han ved nemlig ikke hvordan han indkasserer sin onkels løn, så de mange checks ligger bare i en bunke i lejligheden.

Da Hugos far stadig levede, arbejdede de sammen på en mekanisk mand, som faren havde fundet på det museum, han arbejdede på. Faren døde i en brand, mens han arbejdede på manden, og Hugo tror derfor at den mekaniske mand også er gået tabt. Men en dag finder han manden i ruinerne.

Hugo er god til at reparere ting, og han vil også gøre arbejdet færdigt med den mekaniske mand, men til det skal han bruge reservedele; dele han stjæler fra en lille legetøjsbod. En dag bliver han tager på fersk gerning, og ejeren af legetøjsboden tvinger Hugo til at tømme hans lommer. På den måde mister Hugo en masse småting, men også sin fars notesbog.

Hugo er utrøstelig, men han er også en overlever og en fighter, og med lidt hjælp fra legetøjsbodens guddatter, får han optrevlet en historie om en stor hemmelighed, en stor fortid og en fantastisk personlighed.

I bogen spiller film en stor rolle, og da bogen er sat i 1931, er det gamle film vi taler om. Specielt én film, som var lidt af et innovativt projekt dengang, er vigtig. Der er tale om Le Voyage dans la Lune fra 1902.


Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, for jeg ved ikke lige om det interesserer jer, men lige den film blev gennemtæsket på mit tilvalg; så at få lov til at kombinere den, med mit absolut foretrukne 'medie' bøgerne, gjorde mig ekstremt glad.

Bogen er en perle. Den er unik og jeg tror ikke vi ser dens lige igen lige foreløbig. Det er en børnebog, men dens brug af flere medier og historie, gør at den er fantastisk uanset alder.

Læs den hvis du kunne lide Extremely Loud and Incredibly Close, læs den hvis du kan lide historie og gamle film, læs den hvis du kan lide bøger der kombinerer flere medier, læs den hvis du kan lide 'dannelsesrejser'; også de korte af slagsen. Læs den.

8 kommentarer:

  1. Åh, jeg holder så meget af den bog! Den er så fin - jeg var så heldig at finde den i en "rest-kurv" udenfor Lemvigs lokale boghandel for et par år siden til 25 kr! Har kigget i den mange gange siden, og jeg har for nylig anskaffet mig Selznicks nyeste bog "Wonderstruck", som er endnu finere i sine illustrationer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fandt den til 30 kroner, blev så glad. Vidste ikke han havde skrevet en mere, den er røget på ønskelisten :)

      Slet
  2. Jeg skriver faktisk om Hugo filmen i mit Film History fag! :)
    Den er god, og bogen ser flot ud.

    SvarSlet
  3. Den Hugo-bog er jeg bare vild med (selvom jeg aldrig har læst den). Jeg er vild med alle de billeder og vild med når folk (mine herre nice og nære venner på BookTube) viser den frem til mig. Åh, hvor vil jeg gerne eje den!

    SvarSlet
    Svar
    1. Folk på nettet er dine nære venner! Basta. Du må se at få købt den bog :)

      Slet
  4. Den bog er simpelthen bare så fantastisk. Og jeg er så glad for, du kunne lide den! Den er jo enestående.

    SvarSlet
  5. Man kan ikke andet end at elske den!

    SvarSlet