mandag den 4. november 2013

Do I know you?

Vi har nok alle prøvet at hilse på en person, som ikke helt kunne kende en. Personen skulle lige have genopfrisket hvem man var, og så var alt ligesom i skønneste orden. Vi har også alle prøvet, at være den person der ikke lige kunne kende den person, der kom hen for at hilse.

Jeg er ret god til at huske ansigter, og også navne. Så det er ikke tit, at jeg er den person der lige skal have genopfrisket hvem det er der hilser på mig. Tit er det faktisk skræmmende så god jeg er til at huske folk.

En gang imellem går det dog galt. Som når man hilser på en person, det ikke er meningen man skal kende. En person man ikke nødvendigvis har mødt før, men alligevel ved hvem er. Det kan være en venindes ekskæreste, fætter eller lignende. Det kan være en venindes veninde, som hun ofte er tagget på billeder sammen med. Man hilser ikke altid, men en gang imellem kommer man til at give et lille nik, og din "ukendte ven" svarer med et lidt forvirret ansigtsudtryk, og du drejer hurtigt til højre og ender i en kasket-butik (rent hypotetisk selvfølgelig).

Det kan dog også gå helt galt; som når din venindes kæreste har en virkelig flot ven, som hun arbejder på at tørre af på dig. Hun har vist dig hans facebook profil et hav af gange, og du ved præcis hvordan han ser ud, både med og uden skæg.
Han arbejder måske et af de steder du frekventerer allermest, og du kommer måske til at smile og sige "Hej!", og han svarer sødt, fordi det skal man når man arbejder i servicebranchen, og du holder glad samtalen kørende, indtil det går op for dig, at det ikke er meningen at du skal kende ham, og at du nok hellere må komme videre, inden han opdager, at det her ikke er en normal "jeg arbejder i servicebranchen og denne kunde forventer jeg er flink" samtale.
Måske møder du ham igen, på samme sted, et par uger senere, og glemmer helt at du ikke kender ham, og kommer til at sige "Hej [indsæt navn]!" Og han smiler og i snakker lidt igen, og pludselig kommer du igen i tanke om, at du altså ikke kender ham, og til din gru husker du, at du lige har kaldt ham ved navn, så du er nødt til, ganske åbenlyst, at stirre på hans brystkasse, og heldigvis (H E L D I G VI S) viser det sig, at han har navneskilt på, og du er bare en meget opmærksom kunde.

Rent hypotetisk, selvfølgelig. 

Billede her fra


4 kommentarer:

  1. Haha et fedt indlæg! Jeg kender det alt for godt selv ;-) Man føler sig som den mest akavede stalker..

    www.kunsanne.blogspot.dk

    SvarSlet
  2. Det kunne så meget have været mig!

    SvarSlet
  3. Jeg har engang råbt af en fremmed, der på rimelig lang (okay ikke så lang igen) lignede min veninde. Jeg kunne slet ikke forstå hvorfor hun ignorerede mig, indtil jeg prikker hende på skulderen og et totalt fremmed ansigt stirrer forvirret tilbage på mig. GISP. Jeg kravler lige ned i et hul!

    SvarSlet
  4. Hahahah, åh dét kender jeg godt! Ulempen ved bl.a. Facebook-stalking (yups).

    SvarSlet