torsdag den 24. oktober 2013

Jeg er ked af at sige det

Men jeg er altså pissehamrende træt af, at alt i mit fjernsyn, i mine aviser og i diverse newsfeeds skal handle om kræft. Jeg ved godt at sygdommen er noget værre lort, at der skal forskes mere i det, at der skal gøres noget, og at der skal penge til; penge som bedst kommer ved indsamlinger og donationer. Men for helvede da.

Jeg ved godt at der er historier der skal fortælles, at menig-mand-Danmark skal forstå at sygdommen netop rammer menig-mand-Danmark; og det forstår man bedst ved at se det. Men jeg gider ikke se på det hele tiden. Konstant og hele tiden får man smidt i hovedet: "Det her rammer alle", "Så og så mange mister livet hvert år", "så og så mange børn mister deres forældre", og så fucking videre.

Det er sgu nok en lidt kontroversiel udtalelse, men jeg gider ikke høre på det mere. Jeg behøver ikke en konstant reminder om, at alt det de snakker om, har ramt min lille familie. Jeg gider ikke have ondt af alle de andre, når jeg allerede har brugt tid nok på at have ondt af mig selv og min lille familie.

Jeg er efterhånden blevet iskold når folk taler om det. Jeg er normalt meget rørstrømsk, men jeg tuder ikke når jeg ser et program om en kræftramt, der lige har fået at vide at kræften har spredt sig; engang imellem tager jeg mig faktisk i at tænke "nå okay", og skifte kanal. Jeg kan simpelthen ikke tage mig af det mere.

Jeg ved godt at videre forskning også er til gavn for mig, og ikke kun alle de andre; med to forældre der begge har været ramt af kræft, er det måske meget godt for mig, at de ved lidt mere om sygdommen nu, og endnu mere imorgen, men det er der da ikke nogen der behøver at minde mig om hver eneste dag.

Jeg er da enormt glad for, at der hvert år er så mange danskere der vælger at støtte kampen mod kræft, men behøver vi at gøre det til et fucking underholdningsprogram? Behøver vi have en uge, hvor vi kun snakker om, at vi alle faktisk kunne få en dødsdom imorgen?

Jeg ved også godt, at jeg jo ikke behøver at tage mig af de ting jeg ser i fjernsynet, at jeg jo egentlig ikke behøver at blive rørt eller lignende. Men jeg bliver faktisk pisse sur når det ikke rører mig; for hvordan kan det være, med en mor der har været syg og en far der ikke overlevede, at jeg kan være så ligeglad? Det må være fordi jeg er mættet.

10 kommentarer:

  1. Jeg er så enig, sad faktisk og rasede over det i sofaen i går. Synes det er noget mærkeligt noget at gøre en sygdom til et helt event - det er altså for meget! Og gud hvor er det deprimerende konstant at få smidt i hovedet; 'hallå, du kan få kræft i morgen, pas lige lidt på, hvar!!'.
    Så du er ikke alene!

    SvarSlet
  2. Når man har sørget i tilpas lang tid, så bliver man så træt af sorgen, at man propper den i en kasse, man selv kan åbne engang imellem, når man orker. Eller det siger min psykolog i hvert fald. Jeg synes, det giver god mening, og jeg kan fandme godt forstå, du er træt af, at de bliver ved med at minde dig om kassen.

    SvarSlet
    Svar
    1. De har jeg aldrig hørt før, men det er en god teori! Det forklarer meget :)

      Slet
  3. Ja, enig! Jeg er også kanon træt af det!

    SvarSlet
  4. Jeg har det sådan at når TV2 viser de dér intros, hvor alle rejser sig og ser ærbødige ud, bliver jeg nærmest pinligt berørt. Jeg ved ikke hvorfor, men ... det bliver på en eller anden måde for opsyltet. Og når man hører de dér 'Jeg er personligt ramt - min mands kusines eksmands stedfar osv.' kan jeg næsten ikke have det. Desværre rammer kræft så mange, at vi alle på en eller anden måde er personligt berørt.

    Og så er jeg TRÆT af de dér Facebooks-status med 'KRÆFT - jeg beder dig sætte denne på din status en time ...' osv. Hvordan hjælper det lige?

    - Line
    http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, lad os støtte det i en time, og så har vi gjort vores. Idioter.

      Slet
  5. Jeg bliver også ekstremt træt af det, men jeg bliver også bare ked af, at man hele tiden skal mindes om det, jeg har også haft det helt tæt på, og orker simpelthen ikke at høre på det hele tiden, og jeg er sgu angst nok forvejen over den sygdom... Og ja selvfølgelig er det vigtigt at samle penge ind, det er jo ikke det...

    SvarSlet