mandag den 30. september 2013

Sådan bliver det akavet at have mistet en forælder

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg aldrig nævner min far på bloggen. Jeg tror faktisk det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har sagt "min far gjorde" eller "min far sagde" herinde på bloggen. Jeg har tilmed fået en anonym mail, hvor der bliver spurgt om jeg måske har lidt problemer med min far, siden jeg kun nævner min mor og bror herinde.

Sagen er den at min far er død. Han døde for 15, snart 16, år siden af kræft. Det er lang tid siden, og det er ikke noget der fylder så meget mere. Misforstå mig ikke, jeg savner min far, selvfølgelig gør jeg det. Som da jeg på 4. semester af bacheloren fik 12 i fransk periode, der var ikke noget jeg hellere ville end at kunne ringe ham op, og sige: "Hvad siger du så hva?". Eller da jeg første gang lavede en perfekt salto til springgymnastik. Da jeg blev optaget på uni. Da jeg blev student. Og jeg kunne blive ved.

Men nogen gange så er det altså rigtig akavet at have mistet sin far. Og det er fordi det sgu er lidt et tabu. Jeg har taget mig selv i, ikke at gide at sige det til folk. For et eller andet sted rager det jo ikke nogen. Men på den anden side så gider jeg ikke lyve om mit liv.

Scenario numero uno: 
Du sidder ved et bord med nogle mennesker, du kun lige er ved at lære at kende. Der bliver spurgt til hvem du er og alt det der. Der bliver spurgt: "Nå men Heidi, hvad laver din far så?" "Jo altså, han var værkfører, men han døde for mange år siden."

Stilhed af den akavede slags.
Samtalen vil ofte forløbe således bagefter:

"Nå okay, det er jeg sgu ked af at høre." "Tak, det går nok." "Men øøøh hvordan, øh hvorfor?" "Han døde af kræft." "Okay, øøøh ja, det er jo også noget skidt." "Ja, men det er altså ligemeget, det er jo så lang tid siden." 

Disclaimer: Ja, Ligemeget er det helt forkerte ord at bruge, men når du står i denne situation ved du aldrig hvad du skal sige. Du vil utrolig gerne have at samtalen slutter, fordi det er altså "ligemeget". Ligemeget i den forstand, at jeg har talt med venner og familie om det her. Jeg har lært at leve med det (man kommer aldrig over det). 
Samtalen fortsætter altid sådan her: 

"Det er sgu da ikke ligemeget, din far er død og det er helt okay." "Ja, altså det er jo bare fordi.." "Du må aldrig tro at det er pinligt at din far er død." 

Ja tak, det syntes jeg så heller ikke det var, men nu blev det pludselig lidt akavet. Akavet fordi du ikke bare sagde: "Nå okay, det er jeg sgu ked af at høre. Punktum." Akavet fordi der absolut skulle bores i det, fordi det er lidt spændende, eller spændende er måske forkert at bruge, men vi er alle nysgerrige, og man vil gerne vide ting om sine medmennesker. Men nogle gange er det nok at vide, at din vens far er død. Hvis i så bliver gode venner, kan du få resten af historien. 

Scenario numero dos: 
Det her var værst for 6-7 år siden. Men ikke desto mindre skal den med. (Forestil dig, at denne samtale starter hvor den anden sluttede). "Men hvad så med din mor?" (Igen, jeg vil ikke lyve om mit liv, så jeg svarede altid - dengang): "Ja, altså lige nu er hun sygemeldt, hun har lige fået fjernet det ene bryst." 

Stilhed af den endnu mere akavede slags.

"Hvad?! Jamen, så din mor er også syg?" "Øh ja, men altså, det skal vi nok klare." "Ja selvfølgelig, men kræft er jo en forfærdelig sygdom, og det er jo noget man tit dør af." "Ja øh ja, men altså min mor har det vist fint, alt taget i betragtning." "Du behøver ikke spille stærk for min skyld." 

Hej, jeg hedder Heidi, jeg er udmærket klar over, at kræft er en forfærdelig (og livsfarlig) sygdom, men det behøver du ikke minde mig om. Jeg spiller ikke stærk for din skyld. Jeg takler det bare lidt anderledes, fordi jeg står midt i det. Jeg ved godt at min mor er syg. Jeg ved godt at det er en lorte situation. Jeg har bare ikke lyst til at dele mine bekymringer med alle og enhver (sagde hun og lagde det på nettet). Den her skal jeg nok klare sammen med min mor og min storebror. Tak. 

Scenario numero tres: 
"Men hvordan er det så at vokse op uden en far?" "Altså, nu døde han jo da jeg var 10, så jeg er ikke som sådan vokset op uden en far." "Nej men han har jo ikke været der til de vigtige ting." "Altså, nu handler det jo om, hvad man synes er vigtigt." "Ja ja selvfølgelig, men altså stadigvæk, du har jo nok manglet en faderfigur." 

Jeg er rigtig træt af folk der siger, at jeg er vokset op uden en far. I mit hoved er det ikke tilfældet. Min far døde da jeg var 10, så han har ikke været der i lang tid. Men jeg har en teori om, at min far på en eller anden måde blev reinkarneret i en af min mors hjernehalvdele, her lever han i bedste velgående, og min mor har klaret mor/far rollen til UG, kryds og slange. Jeg har en far, han lever bare ikke mere. Jeg er ikke vokset uden en far. Jeg er vokset op med en far, der sagde farvel alt for tidligt. Men jeg er IKKE vokset op uden en far. 

Jeg ved godt, at det nogen gange er lidt en mavepuster for udefrakommende, når en person fortæller, at deres far altså er død. Men lad mig give jer et godt råd: Sig "Det er jeg sgu ked af at høre." Du vil få et: "Tak, det går nok." Og efter den lille sætning er det mere end okay at skifte emne. Jeg skal i hvert fald nok give udtryk for, om jeg vil fortsætte med at snakke om min far.
Jeg ved også godt, at det sikkert er ligeså pinligt for den der ikke kan stoppe med at stille spørgsmål. Men det er jo derfor jeg skriver det her.  

Engang imellem har jeg overvejet, om det ikke bare ville være nemmere at sige "Min far er værkfører." For det er han jo, på en eller anden måde, stadigvæk. Men jeg gider heller ikke lyve om den del af mit liv. Min far er død, og det er en del af mig. Jeg ved jo ikke om de mennesker jeg taler med, en dag bliver mine bedste venner, og hvor ville det da være ærgerligt at starte noget nyt, på en løgn. 

I mit hoved var min far the shit. Han kunne alt og gjorde alt. Han var sej, rå, kærlig og awesome; og jeg nægter at lade det være akavet at han døde alt for tidligt. Så jeg bliver ved med at svare, som jeg plejer. Det fortjener jeg, det fortjener min far. 






10 kommentarer:

  1. Din far ser awesome ud! :) Min far er en kæmpe røv, men i det mindste er han her endnu. Det var akavet skrevet. Jeg er heller ikke så god til at snakke om min far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! :)

      Alt ved det her indlæg er lidt akavet, så det må din kommentar hjertens gerne være :)

      Slet
  2. Awesome indlæg! Min far døde for 4,5 år siden, og jeg synes netop også, at det virkeligt ofte bliver akavet, når man skal fortælle det til "nye mennesker" - hvorfor jeg oftest nok heller ikke snakker så meget om ham med folk, der ikke kendte ham. Bah. Ender tit på noget a la "ja, det er sgu noget værre noget", når folk får deres tragiske/hvor-er-det-synd-for-hende-ansigter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, "det er synd for dig" ansigterne. Jeg hader dem. Send mig et smil, og sig "sikke noget lort, tag et shot!" og så er det hele meget bedre.

      Slet
  3. Fantastisk indlæg! Lige hvad verden (ofte) har brug for. Bare fordi man ikke plaprer med alle og enhver om det, betyder det jo ikke, man har et problem med at tale om det. Det skal folk lære at forstå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og folk skal lære at forstå, at det ikke er i orden at lægge ord i munden på andre. Man skal lytte og svare bagefter, lad være med at tro du ved hvad det handler om, ih altså.

      Og tak :)

      Slet
  4. Fantastisk indlæg! Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv...

    SvarSlet
  5. Ja undskyld, men jeg blev altså lidt tudeagtig.
    Ikke fordi jeg har medlidenhed med dig, eller synes det er synd. Fact er at vi alle skal dø, nogle før, nogle senere, andre for sent...
    Men fordi jeg håber at jeg også en dag får at vide/bliver anset som, at jeg er The Shit af mine børn :) Så bliver det vist ikke større...

    Jeg synes det er et dejligt indlæg Heidi. Tak fordi du skrev det, så vi andre kunne få lov til at få del i den del (wow... ordrod) af dit liv...

    Og 12 i fransk periode?? Fuck mand, du er the shit!!

    -Kay

    SvarSlet