fredag den 9. august 2013

Der var engang en festival...

Jeg er glad. Jeg har nemlig faaet lov til at blogge for Studiebyen Odense. Nedenfor foelger mit foerste indlaeg for dem. Jeg blev bedt om at finde 5-10 programpunkter til HCA festival i Odense, som jeg mente var MUST-SEE. Som saedvanligt havde jeg svaert ved at begraense mig, og jeg endte derfor med tre A4 sider. Men det gaar jo nok, naar nu man skriver saa medrivende. Eller noget. Host host. Anyways - det er lige her.

Vi kan hurtigt blive enige om, at Leonard Cohen er et absolut must-see til HCA festivalen i Odense. Men hvis man nu ikke lige har de 768 kroner billetten koster (Billetnet), er der heldigvis også en masse andre fremragende ting på programmet. Festivalen er spækket med noget for enhver smag, der er lidt til børn, der er lidt til de unge, der er lidt til de voksne, og så er der lidt til alle. Mit bud på 10 ting du bare skal finde tid til under festivalen er, ligesom hele programmet, en god blandet landhandel.


1. Danmarks internationale gadeteaterfestival

Danmarks international gadeteaterfestival (DIGTF) er et koncept der kigger forbi 16 forskellige kommuner i løbet af sommeren. Heldigvis for os, kigger de også forbi Odense. Deres optrædener er ganske gratis, og de finder sted midt i Odense. Kig for eksempel forbi Flakhaven mandag d. 19. august kl. 13.00-13.30, hvor Flock of Flyers vil være at finde. Det er et lille humoristisk stykke om 5 canadiske piloter der, på grund af budgetnedskæringer, er blevet efterladt uden nogen fly. De ønsker at fortsætte deres træning, koste hvad det vil, også uden de nødvendige remedier. Deres træning foregår derfor på en imaginær jordbaseret flyveplads. Jeg spår ømme lattermuskler efter denne forstilling. DIGTF kommer også med La Baronnade, dette sker på Flakhaven mandag d. 19. august kl. 14.00-14.30. Der er skjulte medvirkende blandt publikum hvis identitet forbliver en hemmelighed så længe som muligt. Det hele kommer til at være lidt flashmob-agtigt, når et helt kor kan være skjult blandt publikum, eller damen med indkøbsposerne pludselig afslører sig selv som operasanger. Jeg tror det bliver hæsblæsende, overraskende og sjovt. I Eventyrhaven kan du få et surrealistisk indblik i fårs adfærd, når CORPUS kigger forbi med forestillingen Les Moutons, det sker mandag d. 19. august kl. 16.30-17.10. Og sidst men ikke mindst har DIGTF også medbragt en masse flamencomusik, international komik og imponerende musikalske færdigheder i parodien Olé. Det finder sted på Gråbrødre Plads, mandag d. 19. august kl. 19.00-21.00. DIGTF er anderledes, det er internationalt og der er garanti for gode grin og imponerende forestillinger – jeg synes alle skal kigge forbi mandag d. 19. august.

2. Byrumspolyfilla

Hele ugen vil man kunne opleve Byrumpolyfilla i Grønnegade. De forvandler gaden til et alternativt univers, der vil være præget af streetart. Der vil være konkurrencer, freestyle rap, airbrush tattoos og mange andre lækre ting. Dagene vil have forskellige temaer, men Byrumspolyfilla vil være at finde i Grønnegade mandag til lørdag kl. 14.00-22.00. Dette arrangement er også gratis, og med de mange forskellige temaer i ugens løb, forestiller jeg mig gang i gaden, hundredevis af nye indtryk og imponerende parkour, streetdance og et væld af konkurrencer.

3. Byvandring i H. C. Andersens fodspor

Alle ved hvem H. C. Andersen er. Men hvor mange kender ham? Lær Odenses vartegn at kende på den langsomme måde. Hvis du dukker op hos VisitOdense i Vestergade mandag-lørdag kl. 14.00 (torsdag og lørdag også kl. 12.00), kan du gå en tur gennem Odense i H.C. Andersens fodspor. Det er ganske gratis, og der vil være en guide med, som vil fortælle på dansk, engelsk og tysk hvis der er flere nationaliteter med på turen (man skal regne med at turen kan tage op til to timer).
Dette er en oplagt mulighed for at få en masse frisk luft, lære noget nyt og se Odense gennem H.C. Andersens øjne.


4. HCA Paraden

I Lotzes Have ved H. C. Andersens hus kan du opleve hans populære eventyr, tilsat sang og musik. Det tager kun 21 minutter, og børneskuespillerne fra H. C. Andersen paraden er i topform, og sørger for god underholdning. Det finder sted mandag-lørdag i Lotzes Have, det er muligt at se forestillingen to gange om dagen: kl. 15.00 og 17.00 (lørdag kl. 11.00 og 13.00) Børneskuespillerne fra HCA paraden har fået utrolig meget ros, og dette er en kærkommen mulighed for at se det med egne øjne, og så er det endda ganske gratis.

5. 3D Lysshow

Odense Rådhus bliver forvandlet til et virvar af lys, effekter og lyd, når We Create Magic kommer til Odense, de byder på 3D projektering, ilddansere, fakler og lyseffekter i særklasse. Det finder sted mandag-lørdag kl. 22.30 på Flakhaven. Arrangementet er selvfølgelig helt gratis, og jeg forestiller mig en hyggelig halv time foran rådhuset, i selskab med erfarne dansere og imponerede odenseanere.

6. HCA Koret

Hvordan håndterer man et kor, bestående af en noget broget forsamling? Hvordan får man det hele til at gå op i en højere endhed? Og dét mens koret kun skal synge sange skrevet af H. C. Andersen? Find ud af det ved at se Pink People Gadeteaters forestilling HCA Koret. Arrangementet er gratis og har forskellige spilletider og steder, se mere i programmet på hjemmesiden.
Pink People har høstet meget ros, og det er fuldt fortjent; derfor får de mine varmeste anbefalinger, find dem på hjemmesiden, find dem i byen – i vil ikke blive skuffede.

 

7. Nablus Circus School

Tirsdag d. 20. august bliver Amfiscenen ved Brandts kommer Vestbredden til Odense. Nablus Circus School dukker op med deres historie. En historie der bliver fortalt med en humoristisk vinkel og halsbrækkende cirkusteknikker.
Alle elsker en tur i cirkus, og her får du lov at se en masse dygtige artister, og tilmed høre deres historie.


8. Klods Hans som stomp-teater

Prinsessen er rapper. Musik på koste, bøger, tønder og hvad man ellers kan finde. Klods Hans er ligeså opfindsom som han plejer at være, historien er lige så simpel og nostalgisk som den altid har været; det hele har bare været igennem en eksperimenterende mølle, og ud kom Klods Hans som stomp-teater. Det er en god blanding af traditionelt eventyr/teater og opfindsomhed. Klods Hans er en historie alle kender, nogen hører den én gang og andre hører den igen og igen, men alle kender den, og netop derfor er det sjovt at eksperimentere med lige præcis den historie. Alle grundelementerne er med, og det er dem der får det til at fungere, udførslen har blot fået en lille make-over.
Se en anderledes udgave af Klods Hans lørdag d. 24. august kl. 14.30 og kl. 15.45 på Nattergalen.


9. HCA Eventyr Marathon

24 timer. Udskiftning hver fjerde time. Medbring din sovepose, eller kom og gå som det passer dig. Under alle omstændigheder synes jeg du skal kigge forbi Nørregaards Teater mellem fredag d. 23. august kl. 14.00 og lørdag d. 24. august kl. 14.00. I 24 timer vil der blive læst eventyr op. Kom alene, tag vennerne med, tag børnene med, tag familien med; kom i hvert fald forbi og nyd en god historie. Som en ekstra bonus vil hvert oplæserhold have flere gæstestjerner med, navne offentliggøres senere. Arrangementet er gratis.

10. Fortællinger om kærlighed, ved Lise Marie Nedergaard

Lise Marie Nedergaard er barnebarn af Anna Sophie Seidelin, og Anna Sophies evner er gået i arv, for Lise Maries fortællerevner er ikke sådan at kimse af. Med sig har Mats Rehman, Niall de Burca og Margrethe Højlund (alle tre kun torsdag). Der vil primært fortælles på dansk, men internationale gæster taler på engelsk. Fortællingerne finder sted forskellige steder i byen og på forskellige tidspunkter, se mere i programmet på hjemmesiden. Arrangementerne er gratis (og for voksne).


Det har været svært at udvælge enkelte ”must-see” programpunkter til HCA festivalen. Jeg overvejede endda at lave et ”honorable mentions” punkt; det ville indholde Pop-up loungen Svovl i Pantheonsgade, torsdags koncerten d. 22. august, den Standhaftige Tinsoldat som danseforestilling på MagasinetDen censurerede HCA kunstudstilling på Filosoffen og Andersen i Galleri Rasmus – som i alt sammen kan læse mere om på hjemmesiden.

Hvis jeg kunne ville jeg sende jer alle (og mig selv) afsted til det hele. Men under alle omstændigheder synes jeg at festivalen er et besøg værd. Man behøver såmænd heller ikke låse sig fast på enkelte programpunkter. Hele Odense vil være en fest i den uge. Der vil være gang i gaden hvorend du går, og du vil få en masse nye indtryk med hjem, også selvom du kun nåede et programpunkt den dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar