tirsdag den 9. juli 2013

Paranoia much?

Jeg er ikke bange af natur. Jeg er ikke uforsvarlig, og kaster mig alene ind i en lastbil med en mand, der har knive på sædet og kloroformen klar til at sætte for min mund. Nej nej.
Men jeg er ikke bange for at gå alene hjem i mørket, og jeg er ikke bange for at være alene hjemme. Men en gang imellem bliver jeg alligevel ramt af voldsom paranoia, eller uforklarlig skræk.

Det sker oftest når jeg er hjemme ved min mor; Small Town Madness?

Hele sidste uge var jeg hos min mor, det var varmt om natten, og for ikke at kampsvede hele natten igennem, sov vi i 'huset'. Det er et lille træhus/pavillon/udhus min mor har stående i 'forhaven', der er ikke varme på, det er ikke synderlig godt isoleret og det er vist heller ikke videre stabilt. Men der er en behagelig temperatur i huset, og man sover fantastisk (Ja, jeg har delt seng med min mor i en uge - Oh well).

For at komme ind i huset skal man lige hen over et par fliser, det er der som sådan ikke noget mærkeligt eller skræmmende i, men når din mor ytrer ordene: "Ej, det virkede lige som om der stod nogen der i hækken." Og hun så går ind i lejligheden og efterlader dig alene i mørket, med en halvfærdig cigaret, så ryster man altså i bukserne af skræk.

Jeg hørte de mærkeligste lyde, så skygger hvor der ikke skulle være skygger, og synes nu godt nok at det der glimtede i mørket, lignede en kniv ret meget. Jeg rykkede tættere på døren til lejligheden, og stod til sidst med et ben ude og et ben inde, jeg røg trofast min cigaret færdig (dedikation), mens jeg spejdede ud i mørket. Da cigaretten skulle i askebægeret, var jeg nødt til at bevæge mig udenfor. Askebægeret står lige indenfor 'mørke-grænsen', lige dér hvor det blev helt sort (der hvor morderen altid står). Jeg krabbede mig langs væggen og turde ikke stikke andet end min hånd ind i mørket (jeg ræsonnerede mig frem til, at jeg nok godt kunne leve uden en hånd, hvis det skulle være (men jeg var smart, jeg brugte venstre - den bruger jeg alligevel aldrig)).
Jeg kunne sagtens bare gå i seng efter det her, men det gjorde jeg ikke. Jeg ventede trofast på min mor, og fortalte hende først om den morder, jeg helt sikkert mente at have hørt i hækken, dagen efter.

Paranoiaen træder også ind på andre tidspunkter - gerne efter et Criminal Minds/CSI/Special Victims Unit-marathon.

Hvis jeg er ude at gå og mørket falder på, så gør det mig som regel ikke rigtig noget. Men hvis min hjerne arbejder på højtryk, og jeg er mit kreative forfatter hjørne (jeg bliver udgivet forfatter en dag, bare vent og se!). så stikker det helt af.
Jeg genererer sætninger som: "Heidi vidste ikke, at hun ikke ville se dagens lys i morgen." og "Da Heidi gik forbi hækken, så hun ikke de morderiske øjne der fulgte hende." og "Da Heidi drejede omkring hjørnet, nikkede hun venligt til manden der kom imod hende. Den mand ville senere trække Heidi livløs igennem skoven." (Ud fra dette kan vi konkludere, at jeg ikke skal skrive krimier, at jeg bruger en alvidende fortæller, jeg er hovedpersonen i mine egne gysere, og der er et eller andet helt galt med mit hoved. Ps. Jeg er ikke engang særlig glad for krimier).

1 kommentar:

  1. Haha - du ER altså herlig! :) Jeg har ikke rigtig nogen skræk ala det, men jeg har prøvet at skræmme livet af mig selv engang. Jeg kunne ikke sove, så jeg ville gå ind i stuen og se dvd og måske læse lidt. Jeg ville ikke tænde lys og vække hele flokken, så jeg svøbte bare dynen om mig og gik. Pludselig ser jeg en skikkelse stå i vores lille 'bibliotek', som ligger mellem soveværelset og stuen. Dér sked jeg nær i bukserne. Jeg fór hen til kontakten og opdagede ... at det var mig selv! Jeg havde lykkeligt glemt at vi om dagen havde hængt et kæmpe spejl op lige ved siden af døren. Chok! (Og AT flytte spejl!). :)

    - Line
    http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.dk

    SvarSlet