mandag den 8. juli 2013

Kan du huske?

Det er sjovt med minder, de er der altid, nogen gange kan man kun huske små glimt her og der, men de er der altid, på den ene eller den anden måde.

Der er duften af en bestemt parfume, der får mig til at tænke på eksen, og ræsonnere: "I det mindste duftede han godt." Der er duften af en anden parfume, der altid får mig til at tænke på min mor, og det faktum at jeg altid stjæler et pift her og der når jeg er hjemme; selv samme parfume får mig også til at tænke på min faster og min kusine (vi er ikke så kreative med dufte i Sønderjylland).

Jeg kigger ned på mine knæ, og ser en masse ar. Et er fra dengang, det virkede som verdens bedste idé at lege tagfat i klipklapper i naboens indkørsel, som selvfølgelig var fyldt med grus. Et andet er fra dengang, det virkede som verdens bedste idé at lege tagfat på (beton) hegnet omkring barndomsvenindens køkkenhave. Et tredje er fra dengang jeg legede tagfat rundt om barndomsvenindens hus, mens de var ved at sætte nye tagrender op, en af dem faldt jeg over (måske skulle jeg ikke lege tagfat). Et fjerde ar er fra dengang, jeg satte mig bag på Rasmus'* scooter, kun iført bikini, og vi selvfølgelig styrtede (det har jeg faktisk ret mange ar fra).
Et ar kan jeg ikke huske, men har fået fortalt, at jeg fik ved at vælte i indkørslen gentagne gange, jeg landede altid med hovedet først, og det samme sted - jeg var såmænd ved at lære at gå.

Jeg kan ikke høre nogen tale om Skotland, tale med skotsk accent, sige "kilt" eller lignende, uden at tænke tilbage på en af de bedste ferier, jeg nogensinde har været på.
Jeg kan ikke høre nogen sige "ooooof course", uden at tænke på min tidligere arbejdsgiver i England.

Jeg kan ikke gå forbi fritidshjemmet, uden at tænke tilbage på nogle vilde aftener med slænget fra folkeskolen. Og der er et helt bestemt sted omkring fritidshjemmet, hvor jeg altid fniser lidt; Det var der jeg lod Leif* tage mig på brysterne allerførste gang (det er store sager).
Jeg kan ikke høre nogen tale om Stevning Hus uden at tænke: "Høhø, det var der jeg tungekyssede første gang." (eller som vi kaldte det: "En slasker")

Jeg har gemt 'venindebøgerne' fra folkeskolen, hver og en. Det minder mig om hvor jeg var, hvor jeg ikke vil hen igen og hvor jeg gerne vil ende. Det minder mig om, at til trods for deres lede ord, og skråpuder der blev kastet i hovedet på mig, så er jeg nået skridtet videre. Jeg har ikke glemt dem, men jeg har pakket dem væk.

Jeg bærer minderne med mig, og nogle på min krop. Nogle er kommet fordi jeg faldt og slog mig fysisk. Andre har jeg fået tatoveret, for at minde mig selv om, at det er også okay at falde og slå sig psykisk. Man rejser sig for det meste op igen, og gerne med lidt rankere ryg end man havde tidligere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar