tirsdag den 11. juni 2013

Matched, Ally Condie



Jeg er meget glad for YA genren - særligt når den krydres med lidt fantasy eller sci-fi. Og i høj grad hvis bogen foregår i et dystopisk, måske endda post-apokalyptisk, miljø.

Matched blev anbefalet af en god veninde, når det kommer til hyggelæsning er vi rimelig meget i samme båd, så jeg havde ingen skrupler da jeg bestilte bogen hjem.

Matched handler om Cassia. Hun er 17 år gammel og bor i en verden hvor alt bliver bestemt for dig. The Society beregner alt ud fra statistikker, målinger, observationer og indsamlet data. De bestemmer hvad du skal spise, hvilket tøj du går i, hvad du skal læse, hvad du skal arbejde med resten af dit liv, hvem du skal giftes med, hvor mange børn du får og hvornår du skal dø.

Vi møder Cassia på aftenen for hendes Matching Banquet, det er aftenen hvor hun finder ud af, hvem hun skal giftes med, når hun fylder 21.
Cassia bliver sat sammen med Xander, hendes bedste ven. De er begge utrolig glade og tilfredse. Når du bliver sat sammen med nogen, får du et lille memorycard med hjem, hvor alle relevante oplysninger om din kommende mand/kone er gemt. Selvom Cassia kender Xander ud og ind, vil hun alligevel se, hvad The Society har fundet relevant om Xander. Men da hun aktiverer memorycardet, er det en andens ansigt hun ser, Ky Markham.

Hvis du bryder The Societys regler, kan du blive re-klassificeret. Du kan blive til en aberration - her har du brudt en vigtig regel, og nogle privilegier tages fra dig, men du får lov til at leve et normalt liv - alene, hvis du følger alle regler fra nu af. Du kan også kaldes en Anomalie, denne klassifikation er den værste, du vil ikke have nogle privilegier, og du vil blive sendt væk, for at leve i en af de ydre provinser.

Ky Markham er en abberation. Cassia kan ikke få Ky ud af hovedet, for denne dreng kender hun også. Han bor på samme gade som Cassia og de ses tit. Cassia bliver interesseret i at vide mere om Ky, og hun opsøger ham derfor mere end normalt.

Cassia har en stærk tro på The Society, men hendes farfars sidste ord og handlinger, får hende til at tvivle, og at Kys ansigt dukkede op i stedet for Xander, hjælper ikke på hendes tvivl.

Langsomt bliver Cassia mere og mere forelsket i Ky, og langsomt bliver The Society mere og mere opmærksom på Cassia, hendes familie og Ky. Det betyder også, at den verden de alle kender, langsomt falder fra hinanden.

Bogen er en del af en trilogi (mener jeg), jeg har hurtigt bestilt bog 2 og 3, for jeg var nu meget glad for denne bog. Jeg synes slutningen var lidt hurtig og mærkelig, men det hænger jo nok også sammen med, at forfatteren skulle lægge op til en 2'er - dog foretrækker jeg en rigtig cliffhanger inden næste bog, så her var jeg ikke helt med.

Hvis du er til YA genren, krydret med en hel del dystopi, og en teenager der skal være mere voksen end det er meningen. Hvis du er til umulig kærlighed, krydret med en teenagers opgør med et dødbringende diktatur, så skal du læse Matched. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar