onsdag den 15. maj 2013

Lad os tale lidt om prutter

Det der med luft i maven og de dertilhørende gasser, har altid været et lidt ømtåleligt emne. Nogen er meget sarte, og vil slet ikke tale om det, nogen mener det sår tvivl om deres femininitet, og så er der mig; Jeg er nødt til at tale om det. For min mave er fucked. Den er begyndt at opføre sig pænt, men jeg har stadig øjeblikke, hvor luften får overtaget, og jeg har to, tre, fire dage med konstant luft i maven - og der er intet at gøre ved det.

Jeg har lært at leve med det, og jeg har også et par tricks der gør, at det overhovedet ikke er så slemt længere som det har været. Men når det så går galt, så sker det altid på de mest irriterende og upassende tidspunkter.

Eksempel 1: Du tager toget meget sent om aftenen/natten. Du er meget træt og vil bare gerne sove i toget. Men du har så meget luft i maven, at, ikke nok med at pludselige bevægelser er no-go, du er bange for at falde i søvn, for der er gode chancer for, at du vil ligge bagerst i vognen og prutte lystigt, højt og ildelugtende. Det er i sådan et tilfælde du håber på enten, at kunne holde dig vågen, eller sidde i en vogn med nogle højlydte fulderikker/unge som kan skærme for eventuelt lyd, eller som du kan skyde skylden på, skulle det gå galt.

Eksempel 2: Du sidder i bilen med de fire gutter fra arbejdet. I skal køre langt, og der er faktisk tid til en lur af respektabel længde. Men du har luft i maven, og i en lille bil, så er det altså svært at løbe fra skyldsspørgsmålet, og lugten.

Eksempel 3: (Det her ryger både ind under "stolteste øjeblik i mit liv" og "pinligste øjeblik i mit liv") Du ligger helt alene i din lejlighed. Du kan høre at din nabo har besøg af en pige. Nabo er vist lige gået på toilettet, og pigen er stadig i stue/soveværelset/køkkenet. Du slår en ordentlig skid, sådan en rigtig brandskid, sådan en der bliver hængende i dynen i lang tid, sådan en der larmer. Meget. Du hører følgende: "Ej skat, var det dig?"
Jeg troede ikke det var muligt at slå en skid så stor, at den bryder igennem muren til din nabo, endda så meget, at den lyder som om, den sagtens kunne have været slået i den lejlighed og ikke din egen. Jeg gemte mig under dynen (og fløj hurtigt op igen, den brandskid hang ligesom ved). Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde, men jeg endte med at klappe mig selv på skulderen, for det var sgu da lidt af en bedrift.

Jeg har ikke noget problem med prutter. Jeg prøver at holde det til badeværelset, eller når jeg er alene. Enkelte gange går det galt (hos min mor stikker det helt af, der er jeg ligeglad), men så er man sammen med mennesker man kender, folk der synes det er mere sjovt end klamt eller folk du alligevel aldrig skal se igen.

Da jeg var lille var jeg ikke så large når det kom til prutter. Jeg pruttede meget, men jeg ville ikke stå ved det. Og jeg var villig til at gøre mange ting, for at smide skylden på en anden, eller fjerne fokus (jeg var et lidt ledt barn). Jeg har for eksempel slået en skid til idræt i folkeskolen, alle hørte den, jeg kunne ikke løbe fra at det var mig. Men, jeg kunne gå over til PH, hive bukserne af hende, grine og fjerne fokus (Åh jeg var så led).


1 kommentar: