lørdag den 25. maj 2013

Kan/Må man elske sin underviser?

Ikke "bøj mig forover og tag mig på skrivebordet" elske (det er ikke en dårlig film det her), men altså, sådan helt alvorligt tænke "uden dig, ville det her sgu nok ikke lykkes".

Åh gud, jeg har startet det her helt forkert.

Lad os lige slå fast; Jeg er ikke forelsket i min underviser! 

Godt, Videre i teksten.. 

Jeg har haft rigtig mange dårlige undervisere, virkelig dårlige undervisere, vi snakker "Pis mig i øret, jeg har intet fået ud af det her, ved du overhovedet hvad du taler om, hvem knaldede du for at få det her job?" dårlige undervisere. 

Men blandt alle de brodne kar, er der sgu også et par rigtig gode undervisere. 

Der er manden som underviser i, hvad der burde være det kedeligste fag nogensinde, men som med sin energi og sit engagement, gør det til det mest interessante nogensinde. 

Der er morfaren, som altid tager hånd om dig (efter min "tag mig på skrivebordet" formulering, er det her måske den forkerte måde at sige det på), og altid ønsker dit bedste, og at du får noget ud af undervisningen. 

Der er lifesaveren, som ikke aner en skid om det du taler om og vil skrive om, men så hjertens gerne vil se den færdige opgave, at han undersøger sagen, og finder mennesker der ved utrolig meget om sagen, for at du kan komme videre. Det er også lifesaveren, der tilbyder dig chokolade, og gerne bruger et kvarter på at trøste dig, når du bryder sammen på hans kontor (det er hårdt at være studerende nogengange). Det er også ham, der bruger mere tid på, at høre hvordan du egentlig har det, end at høre hvordan det går med opgaven. Det er ham der er min favorit. 

Der er nogle undervisere man nærmest ikke kan undgå at knus-elske - igen jeg er ikke forelsket i min underviser - fordi det er tydeligt at det ikke bare er et job for dem, men faktisk er noget de elsker at lave. 

Det er dem, jeg godt kunne have brugt i folkeskolen (oh the horror). Og det er dem, jeg heldigvis, har nu på det sidste stræk inden jeg skal klare mig helt selv. Det er dem der findes på uni. Det er dem der inspirerer. 

Nej, jeg fedter heller for et 12-tal. 

2 kommentarer:

  1. Haha :'D.. Nogle ting er svære at få udtrykt ordentligt uden et par nødvendige sidebemærkninger.

    Men jeg er så enig i det, du skriver. På uni er jeg virkelig stødt på nogle fantastiske lærere, der brænder for deres undervisning og dertilhørende vejledning af studerende. Lærere der inspirerer frem for at trætte, og rent faktisk interesserer sig for faglige diskussioner og input. Og det er bare guld værd. For det gør undervisningen/opgaveskrivningen/eksamensvejledningen så meget nemmere. Og rarere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis, en helgardering var vist på sin plads med dette emne.

      Og ja, selvom uni er hårdt, så er underviserne så engagerede, at man ikke kan lade være med at være det selv.

      Slet