tirsdag den 28. maj 2013

I sommerferien synes jeg du skal læse: Fantasy/Sci-fi Edition

Når nu jeg ikke kan finde min læselyst frem, og bare utrolig gerne vil skrive om bøger, så ser jeg mig nødsaget til at anbefale en masse gammelt. Eller ikke gammelt, men en masse jeg har læst enten for nylig eller for lang tid siden. Og eftersom sommerferien er lige om hjørnet, tænkte jeg, at jeg kunne hjælpe jer lidt på vej med ferielæsningen.

Første udgave fokuserer på fantasy/sci-fi genren, hvis man er til sådan noget. 

1. True Blood-serien af Charlaine Harris. 
Serien består indtil videre af, og hold nu fast, 12 - T O L V - bøger. Der er så vidt jeg kan forstå, kun udsigt til en enkelt eller to mere. Personligt synes jeg, at serien sagtens kunne have stoppet ved bog nummer 10.
I serien følger vi Sookie Stackhouse, hun har telepatiske evner, og lever i et samfund hvor vampyrerne er hoppet ud af kisterne, og nu fungerer og lever ved siden af det helt almindelige menneske.
Serien er lang, men bøgerne er korte. Én bog kan læses på relativt kort tid. En lang dag ved stranden, en regnvejrsdag, eller en aften på terrassen, de fungerer alle steder.
Selvom serien er lang, er den ikke langtrukken. Charlaine Harris formår at finde på nye ting hele tiden, og det fungerer. Det gør dog også, at persongalleriet er enormt, virkelig enormt. Så man skal nogengange holde tungen lige i munden - men det fungerer nu alligevel.
Du vil blive præsenteret for feer, alfer, vampyrer, telepater, varulve, formskiftere og resten af fantasyverdenens "greatest hits", og du vil føle sympati med de ledeste af de ledeste, og 90% af gangene, vil du højst sandsynligt heppe lidt mere på skurken end på helten. 
NB: Der er explicitte sexscener med, urealistiske, men explicitte - det er ikke dem der fylder mest, men de er der. 

2. The Hunger Games trilogien af Suzanne Collins. 
Har du endnu ikke læst trilogien, så tillad mig at råbe: KAN DU SÅ KOMME I GANG! Romanerne foregår i en dystopisk fremtid. USA er blevet til Panem. Landet styres med jernhånd af President Snow. Snow bor i The Capitol, herfra har han frie hænder til at gøre lige hvad han vil. Panem er delt op i 12 (tidligere 13) distrikter. Hvert distrikt er specialister indenfor en ting (med markedsværdig selvfølgelig), og jo højere tal, jo større fattigdom i distriktet. Katniss Everdeen bor i distrikt 12. Her er de minearbejdere. Katniss har, efter hendes fars død, lært at klare sig selv, og tage sig af sin mor og søster.
Tidligere har der været et oprør i landet. Distrikterne gjorde modstand mod Capitols diktatur, men de tabte. Capitol har lige siden afholdt The Hunger Games en gang årligt. Hvert år trækkes der lod blandt de unge i distrikterne, de helt unge - de 12-18 årige. Der vælges en dreng og en pige fra hvert distrikt. De skal deltage i "legene". The Hunger Games har kun én vinder, det er den dreng eller pige, der som den eneste, er i live til sidst.
Katniss' søster bliver valgt til legene. Men Primrose er kun 12, hun kan ikke klare sig selv, og hun har ingen chance. I N G E N. Derfor melder Katniss sig frivilligt. Så er scenen ligesom lagt. 

3. His Dark Materials af Philip Pullman (3 bind). 
Trilogien om Lyra er en af de bedste. Philip Pullman skriver smukt, han behandler emner som seksualitet, religion, politik, kærlighed og selvstændighed i en børnebog.
Selvom trilogien er klassificeret som børnebøger, er det ikke at mærke når man læser dem. Bøgerne er velskrevede og emnerne kan tolkes på mange forskellige måder, alt efter alder, baggrund og interesse.
Lyra er fra Oxford. Hun bor på en kostskole, hvor hun undervises af nogle, til tider, tørre, gamle mænd. Hun er en glad pige, som reagerer prompte på uretfærdigheder. Da Mrs. Coulter pludselig dukker op, og vil have Lyra med ud at rejse, er Lyra meget interesseret, særligt da hun hører at Mrs. Coulter er hendes mor.
Lyras nærmeste allierede, udover vennen Roger, er Lord Asriel, som hun senere finder ud af er hendes far.
Da børn og unge begynder at forsvinde fra Oxford, gør Lyra det til sin mission at finde dem igen, men hun finder meget mere end hun havde regnet med. 

4. The Lorien Legacies af Pittacus Lore (Indtil videre 3 bind)
9 børn. 9 Cêpans. Alle fra planeten Lorien. Deres planet er blevet overtaget af de onde Mogadorians - et klamt folkefærd, med spidse tænder (sikkert også dårlig ånde), tatoveringer og et ret nonchalant forhold til andre væseners liv og død. De 9 børn og deres Cêpans nåede at flygte inden de, som resten af Loriens befolkning, blev slået ihjel. De flygtede til jorden, hvor de delte sig op. De 9 børn vil udvikle utrolige evner, når de bliver ældre, evner der vil gøre dem i stand til, at generobre deres planet. De 9 børn kan godt slås ihjel, men kun i en bestemt rækkefølge. Vi begynder at følge nummer 4, som går under dæknavnet John Smith, umiddelbart efter nummer 3 er død. Den eneste mulighed de unge fra Lorien har for at generobre deres planet, og slå Mogadorianerne ihjel, er hvis de står sammen. Hvis de resterende unge finder hinanden og udvikler deres evner sammen, og får slået Mogadorianernes leder ihjel, er der en chance for at de kan vende hjem. Problemet er bare, at de ikke ved hvor de andre er. 

5. The Narnia Chronicles af C.S. Lewis. 
Forestil dig at være barn i en krigsperiode. Forestil dig så, at din far er i krig og din mor sender dig væk. Væk til et sted du aldrig har været før, hen til en mand der ikke virker særlig glad for børn (i starten i hvert fald). Forestil dig så, at du opdager et andet land, som du kun kan komme ind i via garderobeskabet.
Lucy, Susan, Edmund og Peter er søskende, deres far er i krig og de er blevet sendt væk. Lucy er den yngste, og derfor også den med den vildeste fantasi - hun opdager Narnia, men ingen tror hende. Og den der gør, vil ikke indrømme det. Før en dag hvor de alle ender i Narnia, og de finder ud af, at det forventes at de redder verden, eller bliver slået ihjel i forsøget. 

Og nu til dem, jeg ikke mener behøver yderligere introduktion. 

6. Ringenes Herre og Hobbitten af J.R.R. Tolkien. 
Hobbitten er mere børnebog end Ringenes Herre, men det gør den ikke mindre spændende. Hobbitten kan sagtens stå alene, selvom den egentlig foregår tidligere end Ringenes Herre. Du bestemmer selv hvilken du læser først, det gør, i det store hele, intet for de fantastiske historier. 

Den næste er måske lidt dum. Nogen vil måske stoppe med at følge bloggen nu, men ikke desto mindre... 

7. Twilight-serien af Stephenie Meyer.
Dette er ikke et litterært vidunder. Dette er ikke en original historie. Dette er ikke særlig godt skrevet.
Men(!); det er skrevet i et nemt sprog, det er en historie om kærlighed i alle afskygninger og den er nem at komme igennem. Jeg har tidligere fortalt at jeg slapper af, når jeg læser Twilight, og det er rigtigt. Du skal ikke tænke så meget, du skal bare læse og lade Meyer fortælle dig en historie. Det er sgu okay. 

8. Harry Potter serien. 
Læs dem, genlæs dem, se filmene og gør så det hele igen - det er det eneste rigtige. 

Jeg har selv et bachelorprojekt der skal skrives i ferien, men jeg håber at finde tid og lyst til lidt hyggelæsning. I fantasy/sci-fi genren kommer den nok til at stå på Ringenes Herre, Hobbitten, Hitchhikers guide to the galaxy, en genlæsning af the Hunger Games, Harry Potter (bacheloren handler om de bøger, de skal læses), Beautiful Creatures og The Divergent. 

4 kommentarer:

  1. Yay, tak for læseinspiration! Jeg har egentlig aldrig fået læst Narnia, men det tror jeg hellere, jeg må få gjort denne sommer. The Lorien Legacies lyder også som noget, jeg burde få fingrene i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da lidt :)

      Lorien Legacies er fantastiske! - Jeg lavede også en videoanmeldelse af bøgerne for lang tid siden - den er lang og man har bedst udsigt til min hage (Oh well).

      Slet
  2. Mmmm, Hunger Games. 1eren er guld! 2eren er også ret najs. 3eren er jeg til gengæld fælt irriteret over, så jeg plejer bare at stoppe efter bog to. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, 3eren lader lidt tilbage at ønske. Den slutter meget brat - faktisk er der ikke rigtig nogen slutning, den slutter bare. Dog er jeg sådan indlagt, at jeg ikke kan starte på en serie uden at læse den helt færdig :)

      Slet