torsdag den 30. maj 2013

Hvis nu jeg bliver ved med at sparke på den her mur, så giver den efter på et tidspunkt, ik?

Hjernen har en irriterende funktion, hvor den, når du skal vise hvad du kan, lige hiver alle de ting frem, som du tidligere ikke fik klaret helt godt nok. Den har en irriterende funktion, hvor den jævnligt minder dig om, at der altså også er ting du ikke kan finde ud af.

Jeg er rigtig god til, at overbevise mig selv om, at der er noget jeg ikke kan. Lige nu har jeg overbevist mig selv om, at jeg ikke kan bestå mine eksaminer uanset hvor meget jeg prøver, så det er jo egentlig pænt ligemeget at gøre et forsøg.

Min hjerne minder mig lige nu om, at selvom jeg har formået at få gode karakterer i ret mange fag, så er det ikke ensbetydende med, at det sker nu. Den minder mig om de eksaminer, hvor jeg, fordi jeg startede for sent med opgaven, ikke fik den karakter jeg ved, jeg kunne have fået. Den minder mig om, at når jeg fejler, er det tit min egen skyld.

Og ja, jeg ved godt at det er ens eget problem, og et spørgsmål om selv disciplin når man starter for sent på en opgave. Men nogen gange har man altså også brug for en pause. Man har lige brug for at trække vejret og sætte sig ned og tømme hovedet. Men det er der ikke tid til lige nu. Og derfor er mit hoved lige nu en forvirrende rodebunke af melodramatiske teorier, det moderne gennembrud, Bourdieu, Gallups Kompas, Bette Davis og The Hunger Games. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hvad jeg skal bruge, hvad der er irrelevant, og om det jeg siger overhovedet er rigtigt. Jeg har computer-hovedpine og jeg har allermest lyst til at smide mig i fosterstilling i sengen, og håbe på at det hele går over hvis bare jeg tuder lidt.
Og så er det jeg tænker, at det jo for helvede ikke er verdens undergang hvis man dumper en eksamen, eller lige får et enkelt 2-tal her og der. For helt ærligt, det er jo ikke det der tæller i det store billede.

Men det er alligevel det der fylder mest lige nu. Jeg skal sætte mig ned, og få skrevet en opgave om noget jeg, igen, har overbevist mig selv om, at jeg ikke kan finde ud af. Jeg har bygget en ret solid betonvæg omkring den del af min hjerne, der godt ved at jeg godt kan finde ud af det her - og det virker ikke at sparke til den mere. Faktisk gør det ret ondt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar