tirsdag den 21. maj 2013

Film: Anna Karenina

Jeg har netop fået set Anna Karenina. Jeg havde glædet mig. Jeg forventede at blive taget med ind i et univers fra fortiden, et overdådigt, smukt og ekstravagant univers. Det blev jeg også.

Jeg forventede en stærk, fandenivoldsk, kvindelig hovedperson. Det fik jeg også (næsten). Jeg forventede en charmerende og snu Grev Vronsky. Det fik jeg også. Jeg forventede en sympatisk (forholdsvis) og elskelig Karenin. Det fik jeg også.

Men jeg fik også en film der prøver for meget. Jeg hørte nogen sige at "der var blevet taget kærlig hånd om en klassiker", aargh kærligt kvælertag nærmere.

Jeg har aldrig fået læst bogen færdig, ikke på grund af handlingen, men mere fordi jeg ikke er særligt gode venner med russiske forfattere. Det er fra en tid, en periode, et sprog og en mentalitet der ligger alt for langt fra, hvad jeg gider. Jeg forventede at blive inspireret, eller motiveret, til at læse resten af bogen. I stedet blev jeg mindet om, hvorfor jeg aldrig læste den færdig.

Jeg kan ikke fordrage Anna Karenina. Hun er usikkerheden selv. Uanset hvor mange gange hun bliver mindet om, ikke én, men to mænds ubetingede kærlighed til hende, er hun konstant i tvivl om der virkelig er nogen der elsker hende. Men sådan går det vel, når man selv er utro.

Konstant og hele tiden går Anna i full blown teenage jalousi flip, og det er så trættende. Derudover har filmskaberne skabt et, til tider, meget forvirrende univers, og de første tyve minutter af filmen, bliver brugt til at finde ud af hvor fanden man nu er henne.

Keira Knightley, miss I have one facial expression and I never open my mouth, klarer det faktisk fint i rollen som Anna Karenina, men rollens karaktertræk gør hende simpelthen så utiltalende (jeg har seriøst aldrig sukket så mange gange, som jeg gjorde her til aften).

Aaron Taylor-Johnson gør det rigtig godt i rollen som Grev Vronsky. Han kan, som en af få, bære det nødvendige overskæg. og så er hans rolle et friskt pust. Han er ikke så endimensionel, irriterende og usikker som Anna - han er en playboy som forelsker sig, og ser hvad han vil have, og går efter det - koste hvad det vil.

Jude Law spiller Karenin, den forsmåede ægtemand. Han klarer det godt, men Jude Law er jo også god. Lille minus er dog, at manden jo er forfærdelig grim i denne film. Men det er okay, og totalt nødvendigt for rollen.

Jeg var ikke videre begejstret for filmen. Faktisk overhovedet ikke. Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan massakrere noget så smukt, for en filmisk effekt. Jeg siger nej tak, og vil ikke anbefale andre at se den (i hvert fald ikke hvis i skal betale for det).

Ét plus var dog, at jeg efter køb af denne biografbillet, er blevet guldmedlem i biozonen, det betyder flere point og en omgang gratis popcorn. Tak Anna Karenina.

Dog er det, efter at have set filmen, fuldt forståeligt at de vandt en oscar for bedste kostumedesign.


Det er svært for mig at tilgive den makeup artist der har sørget for det her. Blasfemi! 


Men flot er hun nu. 



Aaron Taylor-Johnson, I like you a lot. 


Nåh ja, Bill Weasley er med. 


Og så danser de vildt mærkeligt. Fascinerende og smukt. Men mærkeligt. 






2 kommentarer:

  1. Jeg har det også meget blandet med den film. Den er forførende smuk, storslået, fuldstændig over-the-top kunstnerisk og yndig. Kostumerne er enestående, musikken er yndig, scenografien er interessant og dansetrinene er fantastiske.

    Men. Det er som om, historien drukner. Som om formen er vigtigere end indholdet? Mest af alt er det som om, det "bare" er hvilken som helst historie om et trekantsdrama og en splittet kvinde. Den mister sit særpræg, og den drukner en smule.

    Det er en god film, og den er værd at se nærmest udelukkende for det visuelle. Det er bare ikke Tolstojs mesterværk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis, de filmiske virkemidler og "se hvad jeg kan finde på og ud af" overskygger alt andet. Det er aldrig godt når det sker. Af samme grund, har jeg aldrig set Avatar.

      Slet