søndag den 19. maj 2013

Eurovision song contest 2013

Jeg elsker Melodi grandprix. Elsker, elsker, elsker! Jeg elsker sangene (nogen af dem), jeg elsker tøjet (noget af det), jeg elsker værterne (nogen gange). Og jeg elsker når vi går hen og vinder. Og for en gangs skyld heppede jeg på Danmark på grund af sangen, ikke bare fordi det var Danmark, næh, denne gang var vores sang faktisk også den bedste.

Nogle af sangene gjorde indtryk på den ene eller den anden måde. Først Frankrig, jeg gider ikke dele deres video/sang, kom nu ind i kampen - i er altid direkte videre til finalen (sammen med UK og nogle andre), det betyder ikke at i ikke behøver gøre jer umage.

Den næste sang jeg lagde mærke til, var Moldovas O Mie, jeg lagde faktisk ikke så meget mærke til sangen, men mere kjolen. Hvad er det lige der sker her. Hvorfor skal du "hejses" op, og hvorfor er din kjole en neverending story? og er du virkelig så lav, som du så ud til at være i starten, eller sad du på en stol, fordi du skulle hejses op senere? Jeg er fovirret og søger svar.

 

Næste lille "perle" kom fra Grækenland. Græske mænd, en af dem ret gammel, de unge i kilt (?), en masse energi og en besked om gratis alkohol. Meget happy go lucky, men ikke eurovision materiale, sagde den sure gamle kælling, der lader som om hun er eurovision ekspert. (Jeg synes egentlig sangen var meget sjov, men det var lidt ligesom dengang med Lordi og kostumerne fra Finland, det var jo for dumt). 

 

Holland havde fået Anouk med (I ved hende med nobody's wife?). Jeg elskede den sang. Altså Nobody's Wife. Birds, som hendes eurovision sang hedder, var ikke noget at råbe hurra for. Specielt ikke når man ved hvad hun kan. For helvede hvor var det kedeligt, og jeg havde faktisk allerede glemt hende inden næste sang kom på. 


 

Og nu til perlen over dem alle. Rumænien. En mand i lang sort (glimmeragtig) kappe, med meget stor krave, og meget stort kors om halsen. Han bliver hejst op, i bedste Moldova stil, og så synger han opera. What's not to love? (Ironi kan forekomme). 
 
 

Tyskland havde satset alt på Cascada, dem med alle techno pop sangene, som jeg (og sikkert nogen af jer) dansede rundt til i teenageårene til diverse halbal, byfester og lignende. Forsangeren er blevet ældre (stadig okay flot) at se på, og de prøvede tydeligvis at vinde på festen, for det var skam en fest. Bare en lidt nedern en af slagsen (Og så sad den kjole altså ikke godt).
 
 

Storbritannien diskede op med Bonnie Tyler. Hold nu kæft jeg var spændt. Bonnie Tyler. B O N N I E T Y L E R! Jeg elsker Bonnie Tyler. Hun er åbenbart still going strong. Men hun burde måske bare pakke sammen. Hendes stemme er ikke hvad den har været, det hænger nok sammen med at hun har fået for mange plastik operationer i ansigtet, for hun lignede en der havde meget svært ved at åbne munden. 
 
 

Spanien var også repræsenteret i finalen. I front havde de en sangerinde, eller en kvinde, som ikke kunne synge, eller jo, men ikke særlig godt. Med mindre det lort hun fyrede af igår, var med vilje. Så skal hun da bare have lov. Hjemme. I hendes egen stue. Uden lyd. 


 

Og, som vi alle ved, vandt vi. Lille bitte Danmark tog vores tredje eurovision sejr, og den var sgu fortjent. Vi havde den bedste sang, og Emmelie de Forest leverede en fantastisk præstation. 
 
 

Dog var der en sang og optræden, jeg synes var en lille smule bedre end alle de andre. Værtens sang i pausen. Humor, politik og reklame for Sverige på en og samme tid. Det var sgu underholdende. 
 
 
 


2 kommentarer:

  1. Ha! Vi er da enige om nogle ting, MEGET uenige om andre. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ville også være så kedeligt, hvis man var enige om alt :)

      Slet