lørdag den 6. april 2013

Who' you gonna call? - NOT HEIDI!

Den elektroniske tidsalder er ikke længere et nyt begreb. Vi lever i den, vi har accepteret den, og vi er slaver af den.

Det hele startede vel med mobiltelefonen. Jeg fik vist min første telefon omkring 13-års alderen. Og lige siden, har den været en naturlig forlængelse af min arm. Det er skræmmende.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der går i, noget der ligner, panik, når telefonen er væk. Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der oplever et dødt batteri, som noget nær det værste der kan ske. Men telefonen er altså ofte også skyld i det vildeste antiklimaks.

Vi kender det allesammen. Du er kommet hjem fra undervisning/arbejde/whatever, og din telefon ligger i tasken. Du skal ikke bruge den lige nu, så den bliver bare liggende i tasken. 7 timer senere kommer du i tanke om, at din telefon ligger i tasken. Den har ligget der i lang tid, så naturligvis tænker du, at der må være flere sms'er og i hvert fald et par missede opkald (For du er jo verdens centrum). Du tager telefonen frem, låser tastaturet op, og konstaterer at der ikke er sket en fucking flyvende fis! Der er ingen der gider tale med det dig, der er ingen der har haft brug for dig.

Det er det vildeste antiklimaks! Og det er så pisse nedern, for det betyder jo ikke en skid. Okay, så din telefon lå ikke foran dig hele dagen, who cares!? Okay, der var ingen der ringede eller skrev. Men nåede du ikke meget mere den dag? Jo du gjorde.

Et andet eksempel er, når din telefon løber tør for strøm, og du ikke kommer til en oplader før dagen efter. Du låner en telefon og skriver sms'er til de vigtige (mor, bedste ven(inde), hottie fra baren, anyone), du fortæller at du kun kan træffes på dette nummer, og egentlig kun hvis det er vigtigt, for det er jo ikke din telefon.
Når du får strøm til din egen telefon næste dag, er der ikke sket en skid. Ikke engang en lille sms. Eller jo, der er en enkelt eller to sms'er. De er begge fra din mor, og de lyder sådan her: "Hej, ring lige når du ser den her." Og: "Hov, nåh nej, nu har jo ikke strøm på, hehe." Thats fucking it.

Jeg indrømmer gerne at, jeg fra tid til anden tænker: "Hvad fanden har jeg den her telefon for? Der er jo ingen der ringer?" Men jeg bliver fandeme også arrig, hvis den bimler og bamler nonstop en hel dag. Jeg er ikke til at stille tilfreds. Jeg bliver sur, hvis den er stille. Men jeg bliver også sur, hvis den ringer. Forvirret? Også mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar