torsdag den 18. april 2013

Sov godt

Vi har dem allesammen. De der dage hvor der bare ikke er noget der vil lykkes. De dage hvor alt skal ramle omkring dig, og du skal helst skvatte i murbrokkerne også. De dage hvor du ikke bare går ind i bordet, du brækker også tåen. De dage hvor du ikke bare går over for rødt, du får også en bøde for det.

Det er en af de dage hvor du frygter din egen telefon, for du ved bare, at det kun kan være dårlige nyheder. Det er en af de dage hvor du ikke går igennem Kongens Have i Odense, for det ville helt ærligt bare være at friste skæbnen.

Det er en af de dage hvor du ikke køber et skrabelod, for du ville sikkert være den første der endte med at skylde penge på et. Det er en af de dage hvor du forventer, at du ender i lastbilens blinde vinkel. Det er en af de dage hvor du regner med at dumpe din eksamen.

Det er en af de dage hvor dine bukser sprækker, din veninde skælder dig ud, din chef fyrer dig, SKAT mener du skylder dem penge og du vælter på cykel og slår dig.

Det er en af de dage hvor du ikke gider snakke om hvad der er sket, men alligevel har behov for at fortælle det til hele verden. Det er en af de dage hvor du tager dig selv i at råbe af "uskyldig mand med hund", for han står "FANDEN FUCKE MIG DA I VEJEN!!"

Det er en af de dage hvor du bryder grædende sammen på Istedgade og hovedbanegården.

Det er en af de dage, hvor du for en gangs skyld ikke mener det for sjov, eller som et slags slapstick indlæg, når du skriver:
"Fuck jeg er træt af livet lige nu." 

Det er en af de dage hvor du ikke kan finde på andre måder, at skrive: 
"Sov godt dit fantastiske menneske, vi ses på den anden side.
Hils deroppe, i er mange efterhånden, Sikke nogle fester i kunne holde." 

1 kommentar:

  1. Du kan ringe når som helst, det håber jeg at du ved.
    Håber alting går lidt bedre <3

    SvarSlet