fredag den 12. april 2013

Living the dream..

Jeg købte et skrabelod. I ved dem der hvor man kan vinde 7, 9 eller 13 tusinde kroner skattefrit hver måned i 7, 9 eller 13 år.

Jeg skrabede løs, og havde pludselig tre ens pengesække, de pengesække med et trettental på. Jeg var ekstatisk, jeg var lykkelig, jeg så alle pengeproblemer forsvinde ud af vinduet.

Jeg startede med at flytte i en større og bedre lejlighed. Så købte jeg en masse nye møbler og en helvedes masse bøger. Så gav jeg lidt til venner og familie i nød.

Jeg levede livet, og havde ikke længere nogen økonomiske kvaler.

Så en dag stod jeg ved en bilforhandler. Jeg ville have en bil. Og jeg købte også en. Men den var speciallavet, så jeg skulle vente lidt på den. Det gjorde jeg jo gerne.

Endelig kunne jeg hente bilen. Forhandleren gav mig nøglen og ønskede mig held og lykke i fremtiden. Jeg gav samme hilsen tilbage. Da jeg stak nøglen i låsen, gik alarmen. Men det var en mærkelig lyd den bilalarm havde. Jeg kiggede rundt, og følte mig pludselig lidt svimmel, det hele blev lidt sløret.

Det var mit vækkeur.. Jeg er stadig på SU, jeg bor stadig på kollegium, og jeg har stadig ingen bil.

1 kommentar:

  1. Hahahaha :) Ej hvor træls. Jeg kender det godt :)

    SvarSlet