søndag den 28. april 2013

"Hey dame!"

Det er sket mange gange efterhånden. Og det begyndte allerede da jeg gik på handelsskolen. Sætninger som: "Så kan du lige give pengene til damen" og "Mor, skal vi ikke bare spørge damen?" fløj omkring mig. I alle tilfælde var jeg "damen".

Det udtryk er altså et "slap in the face" til de af os, der bare gerne vil glemme at vi er tættere på 30 end på 20. Det er ikke et kompliment, og vil ikke blive opfattet som et sådant - slet ikke så længe jeg er på SU, og stadig føler mig som et lille barn, når det kommer til voksne beslutninger.

Det begyndte da jeg sad ved kassen i Netto. Farmand havde sønnen på slæb, og lillemanden ville give pengene til mig. "Så kan du lige give pengene til damen" sagde farmand. Mens jeg med krampetrækninger og ildrødt ansigt tog imod pengene, og sendte lyn og tanker farmands vej, for på en eller anden måde at telepatere "JEG ER NITTEN - IDIOT!"

Det er fortsat sidenhen. Når jeg forsøger at hjælpe forvildede turister videre i Odense City, og de går derfra, kan jeg høre moren sige: "Hvor var det godt damen gad hjælpe os." Ikke "Den unge dame", Ikke "Pigen", Ikke "Hende den nice type i sommerkjolen med de helt vildt flotte ben". Nej sgu, "Damen".

Og jeg står altid forvirret tilbage, og kigger ned af mig selv, og kan konstatere at, jo, jeg har stadig min pink t-shirt med spongebob squarepants på, ja, mine bukser er stadig hullede, og ja, rigtig nok, jeg har stadig nittestøvlerne på, og fandeme om ikke jeg lige er gået ud fra Slikparadiset med 30 kg bland selv slik til mig selv og mit voksne jeg.

Og det er jo ikke fordi at det udtryk, får dig til at tænke på dig selv således:


Nej sgu. Chancerne er sgu større for, at du ser dig selv som hende her: 


Det er trods alt mere realistisk, især på en høj hellig søndag, klokken alt for tidligt. Men ikke desto mindre er "dame" fænomenet blevet mere udpræget for mig i løbet af de sidste par år. Jeg bliver kaldt dame af mange forskellige typer. Men når det ikke længere er farmand eller mor, der lige skal bede lillemanden om at gøre noget, og derfor kalder mig "damen", fordi jeg trods alt er meget ældre end barnet, så bliver jeg lidt harm. Eller nok nærmere aldersforskrækket. 

Som for et stykke tid siden, da jeg hjalp en ung pige og hendes forældre med at få parkeret i Odense C (Det er åbenbart svært). Pigen var maks 2 år yngre end mig. Da de er blevet parkeret, og de går derfra, hører jeg moren sige: "Ej, nu sagde vi slet ikke tak til damen." (!!!!!!!!!!!!)
Den stopper ikke her, nej så heldig var jeg ikke. Jeg går nemlig videre ned af gaden, da jeg hører en mand råbe "Hey dame!?" - og fordi jeg jo er vant til det kaldenavn efterhånden, vender jeg mig om. Her står en mand (der var fucking ældre end mig!). I sin hånd havde han mine nøgler. Det var selvfølgelig sødt af ham og alt det der, men han kaldte mig dame (jeg siger det lige igen, selvom han selv var ældre end mig), derfor fik han et kort: "Tak," også smuttede jeg derfra rimelig hurtigt. 

Kald mig bare snerpet. Men jeg gider altså ikke være en "dame", sagde hun og stampede i jorden. 




2 kommentarer:

  1. ååårh, love på det her indlæg! Jeg har også af alle dage HADET at gå under betegnelsen 'Damen', når forældre med deres børn har handlet hos mig. Det er bare ikke okay!! Jeg gider ikke være en dame - vil fandme da heller være en frøken, eller en pige, eller eller eller... ja, næsten alt andet end dame :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil bare virkelig gerne være "hende den nice type i sommerkjolen" :p

      Slet