torsdag den 14. marts 2013

Min onsdag fra helvede

Advarsel: Indlægget indeholder en voldsom mængde brok, og det er meget langt, men onsdag var en dårlig dag. en rigtig dårlig dag. 

Jeg ved godt det torsdag i dag, men jeg snakker altså om igår. Onsdag var ikke en god dag.

Den startede med at jeg vågnede tre kvarter efter mit vækkeur havde ringet. Jeg overvejede at droppe hårvasken, men jeg havde ikke mere tørshampoo (jeg havde lykkeligt glemt alt om de tre dåser, jeg fik af min mor i weekenden), så jeg var nødt til at gå gennem hele møllen. Jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne. Og jeg følte endda, jeg havde tid til en lille hårkur. Men ak og ve, onsdag var et kæmpe røvhul, og det var i dette sekund at det varme vand røg. Så stod man der i koldt vand, med hårkur i håret, og stive patvorter. Lorte liv.
Jeg bed i det sure æble, og gik ud af bruseren - stadig med hårkur i håret - og stak hovedet ned i vasken. Jeg tænkte at koldt vand på hovedet, var bedre end koldt vand på hele kroppen.

Boy was I wrong.

Jeg kom til at presse mit hoved op mod vandhanen, så jeg fik sprøjtet hele badeværelset til med vand. I ved, som da man var lille, og satte tomlen for vandslangen så i fik et bedre "squirt", det gjorde jeg ganske uforvarende med mit eget hoved.

Af sted gik det så. Jeg var forsinket og jeg skulle nå et tog. Halvvejs ude af bygningen opdager jeg, at jeg har  glemt min notesbog. O Ve O Skræk (seriøst, det er forfærdeligt når det sker). Så jeg vender om, og skynder mig ind i lejligheden for at hente den. På vej ned af trappen igen, ryger stroppen på min rygsæk. Kun den ene strop. Men rygsækken flyver alligevel af min ryg, og lander for bunden af trappen, med et ordentligt fucking dunk. Og jeg ved godt, at jeg burde være mere bekymret for min computer, som også lå i tasken. Men min største bekymring var min thermokop. Kaffen er en universitetsstuderendes livskilde, og jeg var fucking bange for at koppen var røget i svinget. Heldigvis havde den det fint (og min computer virker også fint).

Endelig ude af døren igen, skal jeg nu småløbe igennem Kongens Have for at nå mit tog. da jeg når banegården og skal op af rulletrapperne, ser jeg det jeg hader allermest, en mand der står i venstre side af rulletrapperne. (STÅ TIL HØJRE; GÅ TIL VENSTRE PEOPLE, DET ER IKKE SÅ SVÆRT!) Mens jeg nærmer mig ham, råber jeg: "Undskyld, stå til højre, gå til venstre," op til flere gange. Men manden fatter intet. Så jeg takler ham, eller jeg flytter ham voldsomt fra hans plads på trappen, mens jeg løber videre. (Jeg er stadig lidt bekymret for ham).

Endelig fremme i København (jeg nåede toget), starter jeg dagen med tre timers ekstraundervisning. Fint nok. Lortedagen skal gøres bedre med en kop kaffe. Den skal drikkes i en anden kaffebar end den vi frekventerer normalt på KUA. det skulle jeg aldrig have gjort.
Da jeg skal tilbage til den "rigtige" del af KUA, vil jeg lige ryge på vejen. Det er alt sammen meget fint. Da jeg vil ryge igen senere, opdager jeg, at jeg har tabt mine cigaretter. WHAT THE FREAKING FLYING FUCK ONSDAG? HVAD HAR JEG GJORT DIG?
Du tager ikke en studerendes cigaretter. En studerende har ikke særlig mange penge. At denne studerende så vælger at bruge sine penge på cigaretter, er dumt, men det er hendes eget valg. Der var 12 cigaretter i den pakke, 12, T O L V, det er mange cigaretter.

Needless to say, jeg var en smule rasende. Jeg var faktisk så rasende, at søde C indvilligede i at gå med mig tilbage af samme vej på vej hjem, for at se om cigaretterne stadig lå der. Bare for lige at være sikker. Og de var der fandeme. Ja de var. De var lige der hvor jeg havde tabt dem. Gennemblødte, men de var der. Der var to gode i blandt, som jeg af ren gensynsglæde røg med det samme. De andre blev forsigtigt lagt i min taske. Vel hjemme i Odense, lagde jeg de våde cigaretter på radiatoren. Og i morges var de tørre.

Jeg har ikke tilgivet onsdag for det her (selvom jeg fik cigaretterne tilbage). Og onsdag er nu på sidstepladsen i mit personlige ugedags-hierarki. Fuck dig onsdag.

1 kommentar:

  1. Universet hader dig tydeligvis :(
    Hvis jeg havde noget chokolade så gav jeg dig det, chokolade hjælper altid.

    SvarSlet