torsdag den 7. marts 2013

Kære mand

Hvorfor insisterer du på at alle kvinder (ja kvinder, ikke unge kvinder, piger eller lignende, vi søger efter at virke lidt autoritære her) er desperate efter at få en kæreste?

Hvorfor insisterer du på, morgenen efter, at lægge ud med: "Jeg leder bare ikke efter en kæreste lige nu,", når hun bare spurgte om du ville have mælk i kaffen?

Ja, det er rart at have en kæreste, det er rart at ligge i en mands arme, men det behøver ikke være dig. Jeg er pænt træt af, at jeg ikke kan sende en sms til en sød mand, uden at skulle forklare, at jeg ikke nødvendigvis vil være mandens kæreste (hvilket ikke kan forklares uden at lyde bare en anelse slutty). Jeg er træt af, at jeg automatisk ryger i "hun-vil-fandeme-være-min-kæreste" båsen, bare fordi jeg sagde du var sød.

Kvinder er ude efter at få et smil på læben, det smil holder enten en nat, en uge, en måned eller flere år. Men at du, kære mand, kan være så skræmt, at du nægter overhovedet at se kvinden bare en enkelt gang mere, for "tænk-nu-hvis-hun-tror-vi-skal-være-kærester-det-tør-jeg-ikke-jeg-må-heller-stikke-halen-mellem-benene-det-er-meget-nemmere", er simpelthen for sølle. Har du overvejet om kvinden ikke bare tænkte at, det var virkelig god sex? (Mor, hvis det her er for meget, skal du stoppe med at læse nu)

Det der er spændende når man møder en ny mand, er at man aldrig rigtig ved hvor det bærer hen. Er det for i aften? Skal det ske igen? Er han sød? Og ja, vi når nok også at tænke: Kunne vi blive kærester?
Men bare fordi tanken strejfer os, betyder det ikke at det er den vi holder fast i. For vi er ikke 12 år længere, man bliver ikke kærester med det samme hendes hånd strejfer din. Næh, der er sgu da en prøveperiode. Tænk på det som på et nyt arbejde. Der er tre måneders prøveperiode, man tester det lidt, man er ikke nødvendigvis monogam, og samarbejdet (om man vil) kan ophøre uden nogen videre forklaring.

Jeg kender ingen kvinder der ikke har det sådan her. Men jeg kender mange kvinder der er frustrerede over at du, kære mand, tror vi har det sådan.

Så drop illusionen, vi kvinder er, i starten, mest interesseret i at se dig nøgen. Og hvis du er pæn uden tøj på, vil vi nok gerne se det/den/dig igen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar