tirsdag den 19. marts 2013

De seje børn sidder bagerst i bussen

Det gjorde de i hvert fald i folkeskolen. Jeg gjorde ikke. De seje børn gjorde.

Det var faktisk lidt til grin. Når folkeskolen skulle på tur, så sad de seje børn bagerst. Her råbte de lidt. De sang lidt. De mobbede dem foran lidt. Men de sad bagerst, så det var helt okay.

Jeg skiftede plads jævnligt. Jeg var nemlig kun et af de seje børn, når et af de rigtigt seje børn synes det var okay, at jeg var med bagerst i bussen. Det skete egentlig ikke særlig tit, men jeg havde det nu også hyggeligt nok forrest i bussen.

Og det har sat sit præg på mig i dag. Det fandt jeg ud af den anden dag. Ikke på den der "jeg er arret for livet" måde, men nærmere i min bus-opførsel.

Jeg plejer at placere mig hvor der nu lige er plads. Det er jo klart. Men hvis der er bare én plads ledig bagerst i bussen, så gud nåde og trøste mig, skal jeg have fat i den plads. Fandeme så. Jeg vil sidde bagerst i bussen. Det er jo dybt åndssvagt, men jeg har affundet mig med det.

Det har dog også sat sit præg på en anden måde. Når jeg ikke kan få en plads bagerst i bussen. Og der sidder de larmende, syngende, mobbende, seje børn bagerst, så sidder jeg bedrevidende og øjenrullende forrest i bussen og tænker: "Stakler, de ved jo ikke bedre." Hvad fanden er mit problem lige?

Desuden er det da totalt dumt at de seje børn sidder bagerst, når man tænker på Rosa Parks, et af de sejeste børn derude (okay ikke barn, men stadig), der trodsede alle regler og satte sig forrest i bussen.

Okay fuck it. Jeg sidder forrest fra nu af.

1 kommentar: