onsdag den 20. februar 2013

Moving on?

Jeg har på meget kort tid haft den vildeste post-break-up oplevelse.

Eller så vild er den heller ikke, men for mig var den nu alligevel. Jeg havde nemlig den der "Jeg kan faktisk godt lide dig" følelse. Den følelse man tror man aldrig får igen. Eller jeg troede i hvert fald aldrig jeg ville få den. A L D R I G.

Jeg har så i samme ombæring haft en "Jeg kan også godt lide dig, men lad os droppe det" oplevelse. Men det gør mig faktisk ingenting. For det er ikke det jeg bider mig fast i her. Det jeg holder fast i, er at jeg vist er kommet videre, eller videre end jeg var for bare tre måneder siden.

Videre i den forstand, at det modsatte køn ikke længere skræmmer mig. Jeg hader ikke mænd mere.   Jeg er ikke videre i den forstand, at jeg bevidst søger efter en kæreste, nej sgu (Men jeg har nu heller aldrig bevidst søgt en kæreste). Men jeg afviser ikke længere tanken om en anden mand i min seng, en anden hånd i min, et andet telefonnummer på speeddial.

Jeg nyder at have mere tid til mig selv og de ting jeg nu engang godt kan lide. Jeg nævner i flæng: Harry Potter marathon, kagespisning, kaffe med veninderne, læse en god bog, se Jersey Shore en hel dag, og så videre.
Jeg nyder at jeg ikke står til ansvar overfor andre end mig selv (at jeg så mangler en moralsk vogter noget så voldsomt, er en anden sag). Jeg nyder at jeg, når jeg siger jeg vil det, kan være alene. Helt alene (Det skal dog siges at ekskæresten og jeg led voldsomt under, at vi boede i en etværelses lejlighed, hvor det kun var badeværelsesdøren der kunne lukkes).

Jeg er helt alene, men det gør mig ingenting. Jeg er færdig med at græde mig selv i søvn (det sluttede for lang tid siden). Jeg er færdig med at dvæle ved minderne (de er gode at have, men det er ikke det jeg bruger mest tid på længere). Jeg er færdig med at gå i en stor bue udenom nye udfordringer. Jeg er færdig med at tænke på ham hele tiden. Jeg er færdig med at være heartbroken.

Jeg savner ikke længere, jeg mindes. Og der er altså en væsentlig forskel på de to.

Jeg er stadig ikke lappet helt sammen, men man bliver vel heller aldrig helt lappet sammen efter sådan en omgang. Og helt ærligt, er det ikke vores "ar" der gør os til dem vi er, og er det smukke ved os mennesker?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar