mandag den 25. februar 2013

And the Oscar goes to..

Igår aftes vandrede jeg igennem sneen for at se Oscar showet i biografen. Vi startede ud med Silver Linings Playbook, som nogen af jer vil huske, at jeg har læst, og var meget begejstret for. Nu har jeg lykkeligvis også fået set filmen, og den kommer i til at høre meget mere om imorgen.

Jeg holdt ud hele natten, og det er jeg glad for. Jeg elsker Oscar-showet, jeg elsker takketalerne (hvor man ofte får lov til at se den menneskelige side af stjernerne), jeg elsker kjolerne, jeg elsker det hele.

Jeg blev ikke som sådan overrasket over nogle af vinderne. Jeg havde håbet på at Jennifer Lawrence vandt for bedste skuspillerinde, for hendes rolle i netop Silver Linings Playbook, men jeg havde regnet med Emmanuelle Riva, for hendes rolle i Amour. For Oscarmændene har det sgu med at smide Oscaren i nakken på den gamle nominerede, hvis der er en sådan med i feltet. Men ikke i år. I år gav de den til min personlige favorit.
På de sociale medier har jeg, dagen igennem, kunne læse at folk kalder det en overraskelse, at Christoph Waltz vandt for bedste birolle i Django (en film jeg var meget begejstret for). Men de mennesker der kalder det en overraskelse, dem har jeg lyst til at kalde (og vil også kalde dem) idioter. Undskyld mig, men har de ikke set Django? Har de ikke set den pragtpræstation Waltz giver i hver eneste fucking scene? Har de ikke hørt hans helt igennem fantastiske måde at tale på? (Jeg elsker hans replik der går igen og igen: "Well, this is unfortunate") Det er ikke en overraskelse, det er fortjent og det eneste rigtige. Hver eneste gang den mand arbejder sammen med Quentin Tarantino, opstår der sød musik, magi og der kommer altid en fantastisk film ud af det. Waltz vandt også oscaren for bedste birolle sidst han arbejdede sammen med Tarantino (Inglourious Basterds). Og heldigvis, og meget fortjent, vandt Tarantino også selv en Oscar. Han tog en statuette hjem for bedste originale manuskript.

Det var et sidespor.

Jeg elskede showet, og jeg var fuldt uf tilfreds med værten Seth Macfarlane. Han klarede det sgu ret godt.
Jeg elskede også takketalerne. Især de tre sidste, Jennifer Lawrence, Daniel Day-Lewis og Ben Affleck. De vandt de tre store priser, og de var tydeligt mærket af det, og jeg elsker den menneskelige side man ser.
Desuden elskede jeg Adeles takketale. Hun vandt for bedste originale sang. Og allerede inden hun når op på scenen, er hun ved at bryde sammen, og hun når da heller ikke at sige mange ord, før hun må give mikrofonen videre til ham hun skrev sangen med (jeg har glemt hvad han hedder). Men inden hun bryder helt sammen, når hun at råbe: "Oh.. And my man, I love you baby!" Og nåh ja, så viste Tarantino fra sin vanlige, lidt mærkelige side, og sluttede af med: "This is the writers year maaaan. Peace out!"

Alt i alt er jeg lykkelig for at jeg holdt mig vågen. Jeg er for en gangs skyld ikke utilfreds med nogen af vinderne. Og jeg havde gættet næsten alle vinderne på forhånd (klap dig selv på skulderen).

Så i det også, eller har i set recapsene?
Er i ligeså tilfredse som mig? Eller synes i måske jeg er lidt en idiot? (Det er okay). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar