mandag den 14. januar 2013

The Last Letter From Your Lover, Jojo Moyes

Inden jul vendte jeg sidste side i The Last Letter From Your Lover af Jojo Moyes. Jeg elsker chick-lit, og ikke mindst de rigtigt sukkersøde af slagsen. Jeg elsker dem fordi, de er nemme at komme igennem, og fordi de ofte følger et fast tilrettelagt plotsystem: Kvinde bliver forladt/forvirret/fyret/overfaldet. Kvinde går ned, og rammer bunden. Kvinde kommer videre. Kvinde får oprejsning. Kvinde bliver lykkelig. Historien er ofte nem at følge, den kræver ikke så meget af dig, og du kan læse den på ingen tid, og når du er færdig med bogen, er du færdig. Du tænker ikke så meget over den bagefter, du kan bare huske at det var en god bog. Det lyder trivielt, men det er den bedste afslapningsteknik jeg kender, sådan at ligge sig med en bog, læse den, pakke den væk og fortsætte hvor du slap.

Det var det jeg troede jeg ville få ud af The Last Letter From Your Lover. Men jeg tog fejl.

Ja, bogen ville nok skulle klassificeres som chick-lit, men den er så meget mere end det. Det er en romantisk bog, den handler om kærligheden - det Jojo Moyes, selvfølgelig!

I bogen følger vi Ellie og Jennifer, vi følger dem parallelt, men på to forskellige tidspunkter. Vi følger Ellie i nutiden, hun finder et par gamle breve, kærlighedsbreve, som hun fascineres af, og som hun ønsker at finde baggrunden for, og ikke mindst hvem der skrev dem, og hvem de var til.
Jennifer følger vi i 60'erne. Hun er i et ulykkeligt ægteskab, men tiden var ikke til at blive skilt. Men hun møder Anthony, hendes livs kærlighed. De indleder en affære, og tingene tager fart herfra.
Ellie er selv involveret med en gift mand, hun er meget forvirret, men samtidig bange for, at kaste sig ud i et rigtigt forhold.

De to kvinders historier ender med at blive filtret godt og grundigt sammen, og Ellies forsøg på at finde brevenes ejermand/mænd ender med at afdække en meget bredere, indviklet, smukkere og forvirrende kærlighedshistorie end først antaget.

Det er første gang jeg læser Jojo Moyes. Jeg havde hørt meget om hende, og jeg havde egentlig afskrevet hende, for jeg troede ikke det var noget for mig. Men hendes stil, hendes ord og hendes karakterer rørte mig alligevel, og jeg kan ærligt sige, at det absolut ikke er sidste gang jeg læser noget af hende. Og jeg kan endnu mere ærligt sige, at jeg synes i skal gøre jer selv den tjeneste at læse The Last Letter From Your Lover, den er tiden, pengene og tårerne værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar