mandag den 26. november 2012

Om at føle sig som en fiasko

I kender det sikkert alle sammen, det der med at føle sig lidt utilstrækkelig. Det der med at føle at intet man gør er godt nok. Uden at ville det skubber man dem der betyder allermest væk fra sig, eller også går de af sig selv. Man vågner om morgenen og har allermest lyst til bare at blive i sengen. Dagene føles uendeligt lange, og du kan ikke falde i søvn, så søvn får du heller ikke nok af. Du gør dit bedste, men af en eller anden grund føles det ikke som om det er nok.

Nogen kalder det depression, nogen kalder det vinterdepression (vi har en mani med at gøre alt sæsonbetonet), nogen kalder det at være ynkelig. Nogen kalder det selvmedlidenhed. Jeg kalder det kærestesorg.

2012 var året hvor min kæreste, ham jeg troede og håbede på at jeg skulle dele resten af mit liv med, gik fra mig. Det var året hvor jeg droppede alt der hed frivilligt arbejde for Ungdommens Røde Kors. Det var året hvor jeg sagde et job som studentermedhjælper op, inden jeg overhovedet var begyndt. Det var året hvor jeg udskød min BA-opgave (selvom jeg havde glædet mig til at skrive den). Det var året hvor jeg fandt ud af hvem jeg kunne stole på, hvem der var der uanset hvad, og hvem der aldrig rigtig havde været der. Det var året hvor jeg scorede drømmejobbet som redaktør, men konstant tvivlede på mine evner og aldrig følte jeg gjorde det godt nok. Det var året hvor jeg skiftede universitet og studie. Det var året hvor jeg fik bekræftet hvor stor en kærlighed jeg havde (og stadig har) til min ekskæreste, og hvor meget det egentlig påvirkede mig at han gik. Det var året hvor jeg blev stolt af, at jeg har kunne føle sådan en kærlighed. Men det var også året hvor jeg bandede det langt væk.

2012 har indtil videre været pisse hårdt. Jeg har, for første gang nogensinde, haft svært ved at overskue mit eget liv. Jeg har haft svært ved at overskue studiet, venner, familie, arbejde, frivilligt arbejde, eksaminer, alt. Jeg har brugt bloggen meget mere end jeg troede jeg ville, jeg har gjort den langt mere personlig end jeg troede jeg ville. Jeg har i det store hele vel bare været ramt af kærestesorg.

Jeg siger bare, men jeg mener jo ikke bare. Jeg har kæmpet, kæmpet, kæmpet og kæmpet. Og alligevel føler jeg nogen gange at jeg ikke har kæmpet nok.
Er det ham jeg ikke har kæmpet nok for?
Er det mig selv?
Er det studiet?
Er det arbejdet?
Jeg har ingen anelse. Men det hele bunder vel bare i, at jeg, og min krop, endelig har sagt fra. Jeg har altid påtaget mig for meget. Hvis der var nogen der ikke ville tage ansvar, gjorde jeg det, også selvom jeg ikke havde tid og overskud. Jeg har i det mindste lært at sige fra nu, eller faktisk bare lært ikke at sige til.
Og det er vel en god ting. Men for mig er det en falliterklæring.

Og det ved jeg jo godt det ikke er. Jeg ved da godt at jeg stadig er ramt af alt det her kærestesorg. Jeg ved godt at jeg stadig er pisse ked af at han skred. Jeg ved godt at jeg stadig savner ham noget så frygteligt. Men jeg kan ikke rigtig se hvad jeg kan gøre, andet end at se tiden an. Jeg må vel bare vente på at jeg stopper med at græde (og det sker altså ikke så tit mere), at jeg stopper med at mindes, at jeg stopper med at række ud efter ham om natten.
Det er fucking snart ni måneder siden, og jeg synes ærlig talt det er på tide. Jeg har vænnet mig til at han ikke er der mere. Jeg har vænnet mig til at jeg kommer hjem til en tom lejlighed. Og nogle gange (meget få) nyder jeg også at være alene. Ikke på den der "Wuhuu jeg er single" måde, men på den der "Jeg lukker døren, og der er ingen der kommer ind" måde.

Jeg ville faktisk ikke have udgivet dette indlæg, for mens jeg skrev det, blev jeg sgu lidt sur - jeg blev sur på mig selv, og hele den her situation, og samtidig tænkte jeg "Det rager sgu ikke andre". Men samtidig tænkte jeg også "Jeg er jo ikke en fiasko, jeg er single og heartbroken(og måske også en smule utålmodig), og det er fandeme også okay".




2 kommentarer:

  1. It's okay not to be okay <3
    Du kan altid ringe.

    mys.

    SvarSlet
  2. Jeg er her også altid!
    Det du skriver er i bund og grund, at du er et menneske.. <3

    SvarSlet