mandag den 29. oktober 2012

BEAT, Teater Momentum

I lørdags var jeg på Teater Momentum i Odense, jeg så BEAT.

BEAT er en forestilling der er baseret på BEAT-generationen i USA. BEAT-generationens hovednavne er Jack Kerouac, Neal Cassady, William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Carolyn Cassady og Joan Vollmer.

Hvis i vil vide mere om BEAT-generationen kan i passende gør brug af google, eller for at få en mere nøjagtig gengivelse vil jeg anbefale jer at læse On the Road, af Jack Kerouac. Hans bog er blevet kaldt BEAT-generationens bibel, den er ligeledes blevet filmatiseret (en film jeg har set og anmeldt, i kan finde anmeldelsen under movies to watch). Bogen er ligeledes den primære inspiration til teater koncerten BEAT - sammen med Allen Ginsbergs værker.

BEAT på Momentum er fantastisk. Intet mindre. Jeg har haft svært ved at finde ordene til at beskrive min oplevelse. Skuespillerne, manuskriptet, sceneopsætningen, musikken, lyset(!!), det hele er exceptionelt. Og alt går op i en højere enhed, jeg endnu ikke havde set på Momentum (og jeg har altså været der et par gange efterhånden).

Selve forestillingen er en psykedelisk oplevelse. Der er ingen narrativ sammenhæng, scenerne hænger ikke nødvendigvis sammen, du vil til tider sidde og tænke: "Hvad fanden skete der lige der?", men det er det hele værd.

Du vil opleve granvoksne mænd, der med et flirtende blik skuer ud over salen, mens de står i thermoundertøj og boots, den ene med et dumt grin og en hånd i skridtet, den anden med blonde trusser og eyeliner. (Kasper Ørum og Morten Christensen)
Du vil opleve en mand, med så meget skæg og indlevelse, at du har lyst til at løbe op på scenen og give ham et kæmpe kram.
(Bjarne Antonisen)
Du vil opleve en kvinde med så smuk en stemme (og ansigt), at du sidder tilbage med et lille had til det overfladiske, men et lesbian crush på hendes evner (I AM NOT KIDDING).
(Johanne Dal-Lewkovitch)
Du vil opleve musik og sceneopsætning der er sat så godt op, at du synes Momentums scene er for lille til at rumme al den genialitet.
Du vil opleve en leg med lyset, der får dig til at lege med din skrivebordslampe når du kommer hjem (det gjorde jeg rent faktisk), for lyset kommer pludselig til at have en helt anden dimension.
Du vil opleve en forestilling, der er så gennemført, at du er bange for at gå tilbage til Momentum, for hvad nu hvis de ikke kan gøre det igen?
- Men heldigvis har de fire skuespillere stadig to forestillinger tilbage på Momentum, og jeg vil forsøge at nå dem alle.

Normalt er det enten musikken, manuskriptet, lyset, opsætningen, skuespillerne eller noget helt andet der bærer en forestilling. I BEAT går de alle hånd i hånd, der er intet der halter bagefter, det hele er på et ufatteligt højt niveau - det er godt.

Som sagt bygger forestillingen især på Jack Kerouacs On the Road. Og jeg må indrømme at jeg blev (om muligt endnu mere) begejstret da jeg hørte den sidste replik. "Tyvstjålet" fra netop On the Road, (her gengivet på engelsk).

“So in America when the sun goes down and I sit on the old broken-down river pier watching the long, long skies over New Jersey and sense all that raw land that rolls in one unbelievable huge bulge over to the West Coast, and all that road going, and all the people dreaming in the immensity of it, and in Iowa I know by now the children must be crying in the land where they let the children cry, and tonight the stars'll be out, and don't you know that God is Pooh Bear? the evening star must be drooping and shedding her sparkler dims on the prairie, which is just before the coming of complete night that blesses the earth, darkens all the rivers, cups the peaks and folds the final shore in, and nobody, nobody knows what's going to happen to anybody besides the forlorn rags of growing old, I think of Dean Moriarty, I even think of Old Dean Moriarty the father we never found, I think of Dean Moriarty.”

(I forestillingen er Dean Moriarty lavet om til Neal Cassady, som btw også var inspirationen til karakteren Dean Moriarty). 

Jeg kan ikke sige det nok, se forestillingen! Den kører kun indtil d. 3. november, men kæmp for de billetter - de er det værd!
Jeg kan desværre ikke prale af de store fotografiske evner, men det kan Peer Elmelund-Præstekær, og han har taget disse pressebilleder fra forestillingen (jeg har spurgt om lov, Momentum har sagt god for at jeg låner dem - så er det vist på plads). 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar