søndag den 6. maj 2012

This is me now.

Det gør ondt at have det sådan her.

Jeg blev spurgt den anden dag, om jeg ikke mente det var på tide at ryste det af mig.
Jeg blev mundlam.
Ryste det af mig? Ja, jeg ville da virkelig gerne kunne gøre netop det. Jeg ville så uendeligt gerne vågne en morgen og tænke: "Fuck it - vi kører videre. Du har det fint."
Men hvordan gør man lige det? Hvordan ryster man den bedste tid, man nogensinde har haft, af sig? Hvordan glemmer man alle drømmene, planerne og forventningerne? Hvordan accepterer man, at det menneske der kendte dig allerbedst, på godt og ondt, har valgt dig, og alt hvad der hørte med, fra?

Jeg kan ikke bare ryste det af mig, og det vil jeg heller ikke.
Men jeg vil heller ikke være ynkelig. Og indtil videre synes jeg faktisk at jeg har klaret den del ret godt.
Ja, jeg har dage hvor jeg ikke kommer ud af sengen.
Ja, jeg har øjeblikke hvor det føles som om det hele kan være ligemeget.
Ja, jeg græder hver dag (dog ikke hele dagen længere).
Ja, jeg ringer rigtig ofte til min mor, og besøger hende mindst lige så meget.
Ja, jeg flygter ved udsigten til den mindste konflikt for tiden.

Men!

Jeg passer mig selv.
Jeg er ikke den ynkelige eks der ringer og skriver konstant.
Jeg taler ikke konstant om, at jeg er ulykkelig, ked af det eller heartbroken.
Jeg klarer det selv, og med hjælp fra få rigtig gode veninder.

Jeg ville så hjertens gerne knipse med fingrene og have det bedre.

Men jeg vil hellere komme ud på den anden side, og vide at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, vide at jeg i det mindste har stoltheden i behold.
Jeg vil hellere at det her tager 100 år, end at det hele er bedre imorgen, og vide at min del af det her, blev klaret i mit tempo, på min måde.

Jeg har det bedre end jeg havde det for en måned siden. Jeg er ikke nået særligt langt, men jeg er er nået et lille stykke.
Hele mit liv skal samles igen - og jeg har accepteret at det tager tid. Lang tid.
Jeg er bange for at alle de beslutninger, jeg tager lige nu er forkerte, men den tid, den sorg. Lige nu tænker jeg kun på mig selv. Og lige nu, har jeg lyst til at flytte. Jeg har lyst til at tale med min mor. Jeg har lyst til at besøge min mor. Jeg har lyst til at hygge mig med mine veninder. Jeg har lyst til så mange ting - jeg skal bare lige finde hoved og hale i det hele først.

Jeg skal videre - der er meget lang vej endnu.
Lige nu er det en lang vej lige ud, bare lige ud. Men på et tidspunkt kommer jeg vel til en skillevej - og så må jeg jo tage en beslutning. For mig. Og kun mig.

1 kommentar:

  1. Alting tager tid <3 Det skal nok blive godt det hele igen, det lover jeg dig, men det ved jeg også godt, at du selv ved. Jeg lover at give dig et kald næste gang jeg rammer Odense, sådan vi kan hygge <3

    Desuden, du er på ingen måde ynkelig og den person, som bedte dig om at 'ryste det af dig', har sgu nok aldrig prøvet at være i et forhold, hvor det virkelig betød noget. Du har alt grund til at græde, når du har brug for det og synes stadig, at du har din stolthed i behold. Bearbejdelse tager tid and that's just how it is.

    SvarSlet