fredag den 20. april 2012

Der sker så mange ting, og jeg kan ikke følge med

Det er som om min hjerne nægter at samarbejde for tiden.

Jeg skal til Sverige i weekenden. Det er bare for at arbejde, men det er en chance for at komme væk, så jeg har taget imod den.
Jeg glæder mig til at komme væk, jeg glæder mig ikke til at arbejde, men sådan er livet jo.
Jeg glæder mig ikke til at komme hjem, men det må jeg tage til den tid.

I næste uge skal jeg til London. Og jeg burde virkelig glæde mig. Jeg har været der mange gange, endda boet lige udenfor byen for et par år siden. Det burde være som at komme hjem igen, og sådan har jeg det også. Men samtidig gider jeg virkelig ikke afsted. Jeg vil ikke derover, jeg vil ikke blive ved med at flygte. Men det er min eneste udvej for tiden.

Jeg vil så mange ting, der er så mange oplevelser der venter på mig, men jeg har ikke lyst til at tage imod dem. Jeg har allermest lyst til at pakke mig selv væk, langt væk.

Jeg skal snart på tilvalg, jeg skal skrive bachelor opgave, jeg skal (læs: vil, er nødt til, kan ikke se andre muligheder) snart flytte, jeg har en hel sommerferie - kun til mig selv.
Der er mange ting der skal ordnes, ting jeg vil, ting jeg vil se, ting jeg er nødt til at gøre. Men mit hoved kan ikke følge med. Jeg vil ikke følge med.

Hver dag er en konstant kamp for mig. Først skal jeg ud af sengen, så skal jeg finde noget at lave, og allerhelst et andet sted end hjemme ved mig selv. Lykkes det ikke, så græder jeg lidt. Så mander jeg mig op, eller prøver på det. Skælder mig selv ud for at være en svagpisser. Så går jeg, jeg går bare, rundt og rundt, indtil jeg finder en der har tid til mig, eller indtil jeg beslutter at jeg fandeme godt kan lide min lejlighed.

Også går jeg i seng.

Jeg ved godt at det bliver bedre med tiden, det skal det fandeme. Men for tiden føles det som om, at det bliver værre og værre for hver dag der går. På et tidspunkt når jeg vel bunden, og så begynder kampen om at komme op igen. Men kampen om at komme op igen, er vel nemmere end kampen om at holde fast i status quo? For den kamp taber jeg hver dag. Hver fucking dag.
Jeg har givet slip, i alt. Jeg kan ikke blive ved med at holde fast, og det er jo et skridt på vejen, men næste skridt har jeg ikke lyst til at tage. Det er et skridt ud i det ukendte, et skridt jeg elskede at tage førhen. Men nu, nu er det min største frygt. For hvor ender jeg? Hvor ender han? Hvor ender vi?

Lort.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar