tirsdag den 13. marts 2012

Det Unge Blod: Fortælling, af Edvard Brandes

Som lovet en kort beskrivelse af den seneste bog, jeg har læst.

Det Unge Blod: Fortælling, af Edvard Brandes.

Først lidt baggrund.
Bogen er fra det Moderne Gennembrud. Temaerne dengang var kvindefrigørelse og seksualitet. Denne bog tager seksualitet op, særligt mænds seksualitet, og hvorfor den ikke skal undertrykkes.

Bogens hovedperson er en ung fyr ved navn Andreas Tersling. Andreas er netop vendt hjem til Danmark efter, hvad der burde have været, en dannelsesrejse på to år.
Hans far er død og familiens gods er nu Andreas'. Men Andreas har ingen interesse i godset. Han har derimod interesse i Fru Cramer, som han møder kort efter han er kommet hjem. Fru Cramer er gift, men ulykkeligt. Hun elsker ikke sin mand, men ser ham som en nødvendighed - en økonomisk nødvendighed.
Andreas gør alt for at komme i kontakt med Fru Cramer, og det lykkes til sidst.
De indleder en affære, men på Fru Cramers præmisser, og Andreas indser snart at Fru Cramer aldrig fuldt kan blive hans.
Andreas vender sørgmodig hjem til sit gods og hans mor. Men hans mor ser hurtigt at noget er i vejen, og hun regner også hurtigt ud at Andreas mangler kvindeligt selskab. Selskab som hun er mere end villig til at skaffe ham.
Efter moren springer ud som "alfons", går bogen lidt i dvale, spændingen er væk - men bogen er stadig interessant.
Nogle ville måske kalde slutningen for intetsigende, men jeg synes den siger utroligt meget.
Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at bogen, dengang, blev anset for kontroversiel. Den hylder seksualiteten, og mellem linjerne kan det læses at forfatteren absolut ikke troede på at bevare sin dyd. Det er faktisk meget tydeligt i bogen at dydige mennesker er ulykkelige. Den seksuelle drift er grundlæggende i ethvert menneske, og alle burde lade sig drive af denne drift. Alt andet vil føre til din egen, psykiske, undergang.

Læs mere om bogen og forfatteren her, køb bogen her.

Hvis man har en smule interesse for det Moderne Gennembrud,kan jeg varmt anbefale at man læser bogen. Den er meget overset og undervurderet. Jeg nød at læse bogen, og jeg er faktisk lidt ked af at jeg fik læst den så hurtigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar