mandag den 19. marts 2012

Det er slut.

Jeg har aldrig grædt så meget, på så kort tid.

Fundamentet som hele min verden var bygget op omkring, har valgt at pakke sine ting og gå. 

Tårerne triller ned af mine kinder, og jeg er fuldstændig tom indeni. Jeg ved ikke engang hvor mange der læser med her. Men jeg har behov for at sætte ord på mine tanker. Mest for min egen skyld. 

Jeg er blevet valgt fra. Følelserne for mig er væk. Jeg er stadig hans bedste ven, sådan noget forsvinder ikke bare, og han er stadig min, vi kan bare ikke give hinanden de samme ting. 

Jeg har givet ham alt, der er ikke en del af mig han ikke kender til. Alle mine tanker er blevet delt med ham. Og jeg elsker ham så højt. Vi plejede at sige: ”Jeg elsker dig op til månen og tilbage, og så rundt igen i en uendelighed”. Sådan har jeg det stadig. 

En del af mig vil altid tilhøre ham, og jeg kan ikke forestille mig hvordan jeg nogensinde skal kunne give den del videre, eller at jeg nogensinde får lyst. 

Jeg er nødt til at holde fast i et lille bitte bitte håb, og så selvom han siger at tvivlen er blevet til en beslutning. Men en gammel kliché er jo netop: ”Man skal aldrig sige aldrig”. Jeg ved godt det er slut. Jeg har ikke tænkt mig at ringe og skrive til ham konstant. Jeg har ikke tænkt mig at kaste mig ned på mine grædende knæ (Selvom det er det jeg har lyst til). Men jeg kan heller ikke bare give slip på det bedste og vigtigste i mit liv. 

Han var min bedste ven inden vi blev kærester, han var min bedste ven mens vi var kærester, og jeg vil kæmpe for at han stadig er min bedste ven nu. Han er den eneste jeg har lyst til at tale med, men den eneste jeg ikke burde tale med. 

Mine hænder ryster, jeg kan ikke sove, jeg kan ikke mærke sult, min pude er gennemblødt og mine øjne er hævede. Jeg reagerer som om en jeg kender er død. Og det er måske overdrevet. Men det er sådan jeg har det. Han, min kæreste, er død. Han, min bedste ven, er der endnu. Jeg ved ikke om jeg nogensinde affinder mig med at den person der har knust mit hjerte, er den person jeg allerhelst vil have i mit liv. 

Vi havde så mange drømme og planer, nu er det drømme og planer vi må opnå/opfylde hver for sig. Men jeg håber at jeg stadig kan få lov til at være med. På sidelinjen. Jeg vil gerne smile med ham når tingene lykkes, jeg vil bande med ham når de ikke gør. Jeg vil stadig gerne være den han går til med specifikke problemer, også selvom det bliver svært i starten. Men jeg tror det bliver sværere hvis han slet ikke er der. 

Min lejlighed er tømt for hans ting. Jeg ville gerne have det skulle gå hurtigt. Han har ikke nøglen til min lejlighed længere, jeg kunne ikke bære at han pakkede sine ting mens jeg ikke var hjemme, selvom jeg ved han aldrig kunne finde på det. Og samtidig kunne jeg mærke at det var noget jeg skulle gøre selv. Jeg havde brug for at være den der pakkede de sidste af hans ting ned.

Men jeg vil stadig holde fast. Jeg kan ikke slippe ham. Ikke lige nu. Hvis jeg slipper ham og mit spinkle, spinkle håb, er jeg bange for at jeg ikke kommer ud af sengen om morgenen. 

Jeg spiser ikke meget, jeg sover ikke meget. Det hjælper ikke at lade være med at spise, men det hjælper heller ikke at gøre det. Det hjælper ikke at sove, det hjælper ikke at lade være. Det hjælper ikke at græde, og det hjælper ikke at lade være.

Morgenerne er de værste. Jeg falder endelig i søvn, og så glemmer jeg det. Men så, så vågner jeg til virkeligheden. Det er svært. 

Jeg kan ikke se hvordan jeg skal løse det her uden min allerbedste ven. Men det er min allerbedste ven der har sat mig i den her situation.

Jeg er nødt til at være stærk. Jeg er nødt til at gemme det væk. Jeg er nødt til at acceptere hvad der er sket. Jeg er nødt til at indse at kampen er slut. Jeg har tabt.

Jeg har ingen ord. Bortset fra ét. FUCK!

2 kommentarer:

  1. rørende at læse. Du skal nok få smilet frem igen! :-) Selvom det virker umuligt lige nu.

    SvarSlet
  2. you can call me anytime <3

    kærligheden er svær, men nogle gange skal man miste, før man ser hvad man egentlig har. Måske gør luften der opstår imellem jer lige nu, at i indser i slet ikke kan uden hinanden, eller også kvæler den det. Uanset hvad, så bliver man nødt til at tro på, at livet vil en det bedste og der må være en højere mening med alting, trods den tanke virker uoverskuelig i de sekunder, hvor man virkelig kan mærke alting vende inde i sig.

    Jeg er ikke ekspert, men tiden heler alting, har jeg erfaret i mit liv. Jeg sender dig kram, positive tanker og kærlighed.

    SvarSlet