lørdag den 31. marts 2012

Baby-Love, Veninder og "Moving on"

Jeg kan ikke tage mig sammen til at blogge dagligt for tiden. Jeg kan ikke finde inspiration eller lyst.
Men, i fortjener dog et par opdateringer, så selvfølgelig kommer der en nu.

I går var jeg hjemme hos en veninde. Hun har en skøn lille dreng på lige knap et år, som altid kan få et smil frem på mine læber. Jeg er på ingen måde skruk. Misforstå mig ikke, jeg synes babyer noget af det sødeste, men jeg er også enormt glad for, at jeg i det mindste har muligheden for, at give dem tilbage til forældrene igen.

Han fik heldigvis et smil frem på mine læber, og resten af dagen føltes pludselig lidt nemmere.

De sidste 14 dage har jeg trukket en del på mine veninder. Jeg hader at gøre det for meget, men nogen gange er det nødvendigt. De hjælper alle på hver deres måde. K ringer næsten dagligt, bare for at høre hvad mine planer er. S skriver meget, og er god til bare at lytte, og så selvom jeg snakker om det samme i en uendelighed. T distraherer mig, får mig til at tænke på noget andet, eller får mig til at snakke om noget andet. Selvom jeg selvfølgelig også får lov til at græde, hvis det er det jeg har brug for.
C lader mig bestemme, hun er villig til at sidde ved siden af mig i to timer, også selvom vi sidder i larmende stilhed og bare glor.
L er med på sidelinjen, og af en eller anden mærkelig grund, ringer hun altid på det helt rigtige tidspunkt.
Kusinen sidder på den anden side af jorden, men vil kun høre mine historier når vi skyper.
Alle har været fantastiske - og alle accepterer at det går op og ned. Jeg kan være glad, og have "glemt" situationen det ene øjeblik, og det næste kan jeg bryde sammen, fuldstændig ud af det blå.
Der er ingen der siger at jeg skal tage mig sammen, der er ingen der siger at jeg skal stoppe med at græde. Ikke én af dem virker til at være træt af mig og min situation. Og alligevel tager jeg mig selv i at have en smule dårlig samvittighed. Jeg har altid været den stærke, hende de andre græder ud ved, hende de andre ringer til. Nu er rollerne vendt, og jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke kende mig selv, men jeg kan heldigvis kende mine veninder - de var herlige i går, de er herlige i dag, og de er sikkert stadig herlige imorgen. Og jeg har så uendelig meget brug for dem lige nu.
Jeg håber at der ikke går lang tid, før jeg rent faktisk kan holde ud at være alene. Hvor jeg ikke bare går rastløs rundt, indtil jeg skal et eller andet.

Jeg glæder mig til, at det ikke føles anstrengende at smile og grine. Jeg glæder mig til at det ikke føles som en pligt at komme ud af døren. Jeg glæder mig til at jeg kan tænke på ham uden at få tårer i øjnene. Jeg glæder mig til at finde ud af, om tiden virkelig heler alle sår. Jeg glæder mig til at vågne og tænke: "Okay Heidi, Nu går du ud og tager verden med storm!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar